Kroatien har siden starten af 00'erne, hvor landet underskrev Bologna-deklarationen, undergået store reformer på uddannelses området, og flere institutioner tilbyder undervisning på engelsk. Kroatien blev officielt EU-medlemsland i juli 2013.

Kroatien er et parlamentarisk demokratisk land i Centraleuropa, og tidligere republik i Jugoslavien. Kroatien blev uafhængigt i 1991, og de første år efter uafhængigheden var domineret af krigene på Vestbalkan, der sluttede i 1995. Efter Kroatiens præsident fra 1992, Franjo Tudjman’s, død i 1999 har Kroatien gradvist udviklet sig til et vestligt demokrati, og er blevet integreret i euro-atlantiske strukturer. Forhandlingerne om medlemskab i EU blev afsluttet i juni 2011, og i juli 2013 blev Kroatien EU’s 28. medlemsland.

Kroatien har en særdeles smuk og varieret natur, og er særligt kendt for sine smukke strande ved den adriatiske kyst i Istrien og Dalmatien. Kroatien har en rig historie og kultur; landet har trods sin lille størrelse syv elementer på UNESCO’s verdensarvsliste. Istrien var en del af det gamle Romerrige, hvilket kan ses på mange af bygningerne, og i den sydligste by, Pula, findes en romersk arena som Colosseum i Rom. Turisme udgør en vigtig del af den kroatiske økonomi.  Du kan læse mere om Kroatiens kultur og historie på Study in Croatia.

Kroatien har et stort antal institutioner for videregående uddannelse. En af de største og ældste institutioner er University of Zagreb, med godt 75,0000 studerende. Kroatien har siden 2001 været  en del af det europæiske område for videregående uddannelse, og derunder tilpasset kroatiske uddannelsesprogrammer til kravene under Bologna-processen.

Den kroatiske økonomi oplevede inden den globale krise vækstrater på 4-6 % årligt, men mærker ligesom store dele af Europa krisen hårdt. Den offentlige gæld er et alvorligt problem, og arbejdsløsheden er stigende, særligt blandt de unge.

Værd at vide

Erhvervsuddannelse i Kroatien

Videregående uddannelse i Kroatien

Økonomi og uddannelse

Arbejde i Kroatien

Praktiske forhold

Generel info

Fakta om Kroatien