Schweiz ligger centralt placeret i Europa med grænser til Frankrig, Tyskland, Østrig, Liechtenstein og Italien. Landet er et af verdens rigeste og består af 26 kantoner (regioner), som har en høj grad af selvstyre.
Schweiz er ikke med i EU og EØS (det Europæiske Økonomiske Samarbejde) og har senest i 2000 sagt nej til en nærmere tilknytning til EU. Mange af verdens store internationale organisationer har hovedsæde i Schweiz, bl.a. World Trade Organization, World Economic Forum og International Labor Organization, og der er muligheder for praktikophold i mange af disse organisationer. Det høje antal internationale organisationer og virksomheder bidrager til et stort internationalt miljø i særligt de større byer.

Landets centrale placering og de mange bjergkæder betyder, at klimaet varierer en del fra region til region. Det betyder blandt andet, at turisme er en af de største industrier i landet, især i forbindelse med skisport. Andre vigtige industrier er den kemiske industri og bankvæsenet.
Schweiz har fire officielle sprog og er delt op i tre sprogområder: tysk mod nord, italiensk mod syd og fransk mod vest. De fleste schweizere behersker mindst to af de officielle sprog. De forskellige sprogområder er også kulturelt forskellige, idet de enkelte regioner er meget præget af de lande, som de sprogligt tilhører.
I Schweiz findes der følgende former for erhvervsfaglige uddannelser, som bygger på den 9-årige grundskole:
- Eidgenössisches Berufsattest/Attestation fédérale de formation professionnelle/Certificato federale di formazione practica varer 2 år. Undervisningen foregår ved Berufsfachschule/Vocational school. Uddannelsen er en grundlæggende lærlingeuddannelse med ca. 1 dags skoleundervisning om ugen.
- Fähigkeitszeugnis/certificat de Capacité/Attesto di Capacità/Federal Certificate of Competence er en 3-4-årig erhvervsuddannelse med mere vægt på teori. Undervisningen foregår på Berufsfachschule/Vocational school. Uddannelsen giver adgang både til beskæftigelse og til Höhere Fachschulen/higher vocational schools.
- Berufsmaturität/Maturité professionnelle/Maturità professionale/Professional Baccalaureate/Secondary School Leaving Certificate varer 3 år. Undervisningen foregår på Berufsmaturitätsschule/Vocational matura school. Uddannelsen giver adgang til videregående uddannelse på Fachhochschulen (Universities of Applied Sciences).
Læs mere om erhvervsuddannelse i Schweiz på uddannelsesportalen EDUCA.
Praktik
Hvis du tænker på at tage hele eller dele af din egen praktiktid i udlandet, så læs afsnittet om praktik i udlandet for erhvervsuddannelser under afsnittet Grundskole og ungdomsuddannelse.
Andet
Hvis du er på udkig efter en uddannelse inden for hotel og turisme, kan du læse mere om den schweiziske hotel- og restaurantskoleforening på ASHE Switzerland.
Ansvaret for uddannelse i Schweiz ligger hos de 26 enkelte kantoner. I forbindelse med de videregående uddannelser deles ansvaret med forbundsadministrationen. Det betyder, at der er stor variation i uddannelsernes længde, indhold og kvalitet. Lægeuddannelsen er dog ens på alle institutioner og er centralt administreret.
Alle uddannelser er med få undtagelser generelt anerkendt over hele landet, og der sker efterhånden en vis koordinering, sådan at det er muligt at overføre eksamener til andre institutioner.
Det akademiske år består af et efterårs-/vintersemester, som begynder i oktober, og et forårs-/sommersemester, som begynder i april.
Institutioner
Videregående uddannelser i Schweiz kan tages på:
- Universiteter: Der er 12 universiteter i Schweiz: 4 i den fransktalende del, 6 i den tysktalende del, ét i den italiensktalende del og ét universitet, hvor der udbydes undervisning på både tysk og fransk (University of Fribourg). Af disse 12 universiteter er der 2 statslige polytekniske institutioner (Zürich og Lausanne).
- Fachhochschulen (Faghøjskoler), der udbyder højere tekniske uddannelser, f.eks. ingeniøruddannelser. Der er 7 Fachhochschulen i Schweiz.
Grader på videregående niveau
Man kan opnå følgende grader på universitetsniveau i Schweiz:
- Bachelor: Varer 3 år (180 ECTS).
- Fachhochschuldiplom/Diplôme de haute école spécialisée Bachelor Degree from Universities of Applied Sciences: Varer 3-4 år.
- Primarlehrer-Diplom/Certificat d'Aptitude à l'Enseignement Primaire (lærer i de små klasser): Varer 3 år. Undervisningen foregår på Pädagogische Hochschule/School for Teacher Education (University of Applied Sciences). Uddannelsen giver adgang til at undervise i klassetrin 1-6.
- Diplom/Lizentiat-Diplôme/Licence: En schweizisk professionsbachelor, der varer 4-6 år inden for en bestemt professionsuddannelse.
- Lehrdiplom für die Sekundarstufe II/Diplôme d'aptitude à l'enseignement secondaire II: Varer 1 år på baggrund af Diplom/Lizentiat. Undervisningen foregår på Pädagogische Hochschule/Pædagog Seminarier. Uddannelsen giver adgang til at undervise på gymnasieniveau (Maturitätsschulen).
- Master: Varer mellem 1½-2 år (90-120 ECTS) på baggrund af en schweizisk bachelor. Uddannelsen er forskningsorienteret.
- Doktorat/Doctorat/Doctorate: Varer 3-5 år.
Ansøgning til de videregående uddannelser
Du skal søge direkte hos de enkelte uddannelsesinstitutioner. Yderligere information fås hos det centrale kontor for schweiziske universiteter i Bern.
Adgangskrav
Der findes ingen generelle regler for optagelse. De enkelte institutioner fastsætter selv deres adgangskrav. En dansk gymnasial uddannelse vil som regel give ret til at søge optagelse, men derudover skal man i de fleste tilfælde opfylde en række specifikke krav.
Sprogkundskaber
Kontakt de enkelte uddannelsesinstitutioner for oplysninger om sprogkrav.
Ansøgningsfrister
Du skal henvende dig direkte til de enkelte uddannelsesinstitutioner for at få oplysninger om ansøgningsfrister.
I Schweiz findes en række uddannelser inden for turisme, hotel og restauration. Du kan få oplysninger om hoteluddannelser ved at henvende dig til Hotel- og Restaurantskolen i København.
Anerkendelse af udenlandske uddannelser
Hvis du har afsluttet en offentlig anerkendt uddannelse i udlandet, kan du få den vurderet hos Styrelsen for Forskning og Uddannelse. Se ansøgningsproceduren her.
Andet
Hvis du har brug for mere information, kan følgende hjemmesider være til hjælp:
Den ugentlige arbejdstid i Schweiz er mellem 41 og 44 timer. Schweiz har for det meste fuld beskæftigelse inden for næsten alle brancher. Ledigheden i Schweiz var i 2012 på 4,2 %. Dog er ledigheden blandt udlændinge 8,6 %.
Danskere, både faglærte og ufaglærte, kan ofte finde beskæftigelse inden for turisme på hoteller og i restauranter, især i skisportssæsonen. Man skal beherske mindst et af de tre officielle sprog: tysk, fransk og italiensk.
Alpelandet.dk er en god hjemmeside med masser af aktuelle oplysninger om at flytte til Schweiz.
Jobsøgning
Du kan få udbetalt dagpenge i 3 måneder, mens du søger job i Schweiz. Se mere herom i artiklen Jobsøgning i udlandet i mappen Lønnet arbejde.
Du kan få information om arbejde i Schweiz hos EURES-vejlederne på landets Jobcentre.
Derudover kan du også søge på følgende jobdatabaser:
www.careerjet.ch (på tysk)
www.optioncarriere.ch (på fransk)
Arbejds- og opholdstilladelse
Schweiz har indgået en aftale med EØS-landene om en gradvis afskaffelse af arbejdstilladelse. Fra 1. juni 2007 er der fri bevægelighed for alle EU-borgere fra EU15, de "gamle" EU-lande, som Danmark hører til. Du skal dog stadig have en opholdstilladelse. Kontakt den Schweiziske Ambassade i Danmark, eller læs mere på www.ch.ch.
Er du studerende, og ønsker du at opholde dig over 3 måneder i Schweiz, skal du inden 10 dage efter ankomst henvende dig til de lokale politimyndigheder for at få opholdstilladelse. Du skal medbringe optagelsespapirer fra universitetet, gyldigt pas og bevis fra en bank eller lignende på, at du kan finansiere dine studier og dit ophold. Du kan kun få opholdstilladelse for et år ad gangen.
For mere herom, se artiklen Visum, arbejds- og opholdstilladelse.
Andre muligheder for ophold
Danmark og Schweiz har en aftale om udveksling af stagiaires (praktikanter). Aftalen giver unge danske statsborgere mulighed for at rejse til Schweiz for at dygtiggøre sig inden for deres fag. For at blive godkendt som stagiaire skal ansøgeren:
- være højst 30 år
- have en faglig uddannelse
- søge videreuddannelse inden for sit fag
Opholdet kan vare 12-18 måneder, og man skal selv skaffe sig en stilling. Praktikanter ansættes efter samme arbejds- og lønvilkår som landets egne borgere. Yderligere oplysninger om stagiaire kan fås hos Arbejdsmarkedsstyrelsen.
Bolig
På hjemmesiden for organisationen AJAS/OSA kan du finde information om blandt andet studenterboliger.
Indbyggertal: Ca. 7,9 mio.
Sprog: Tysk, fransk, italiensk og rætoromansk.
Beskæftigelse: Ledigheden var i 2012 på 4,2 % ledighed (OECD). Dog er ledigheden blandt udlændinge 8,6 %.
Opholdstilladelse: Ved arbejdsophold søges opholdstilladelse på den schweiziske ambassade inden afrejse. Ved studieophold på over 3 måneder skal du søge om opholdstilladelse hos de lokale schweiziske myndigheder.
Kilde: Wikipedia