Khawaja Haseeb Najeeb læser softwareudvikling på Københavns Erhvervsakademi og er på Erasmus+-udveksling i Tyrkiet. Haseeb skal læse på Yeditepe Universitet i Istanbul i et semester, og han kommer hjem medio januar 2015.

Udveksling i Istanbul - Haseeb fortæller

 

Hvad var det sværeste før og under dit ophold?:

”Det sværeste før, jeg skulle af sted, var at omstille hjernen til faktisk at tage af sted, da jeg aldrig før har prøvet udveksling. Og at få et studentervisum da jeg hele tiden fik forskellige informationer.

Under opholdet er det nok, at jeg ikke kan tyrkisk. Det er en god ide at alliere sig med nogle af de lokale, hvor end du skal hen, så skal det nok gå”.

Hvad er/var den største oplevelse?:

”Den største oplevelse er at opleve en anden side af Tyrkiet, end fra de 5-stjernede luksushoteller i Alanya/Antalya. At tage den forkerte bus, og ende ude hvor kragerne ender, er altid sjovt. Tyrkisk mad smager godt, spis masser af det”.Haseeb - Mad

Hvad er/var de største udfordringer?:

”Sproget er den største udfordring. Det er lidt svært, når man ikke kan kommunikere med hinanden. Når jeg siger, at jeg desværre ikke forstår tyrkisk, forklarer de det bare endnu langsommere men stadig på tyrkisk.

Jeg ved ikke, om det er en udfordring, men jeg fik af vide, at jeg skulle købe en rejseforsikring for at få studentervisum. Da jeg så ankom til Tyrkiet, fik jeg af vide, at jeg skulle købe en tyrkisk forsikring for at få opholdstilladelse, da min danske forsikring ikke dækkede, så længe jeg var i Tyrkiet. Jeg har stadigvæk ikke forstået, hvad det går ud på”.

Ville du gøre noget anderledes?:

”Næ, det går fint indtil videre. Kollegieværelset har dog ikke et køkken. Det ville jeg nok tjekke, før jeg tager af sted næste gang.

Et godt tip ville være at skrive nogle sætninger ned, som man ved man skal bruge og så vise det til folk, når man ankommer til landet. Det kunne jeg f.eks. godt have brugt, da jeg skulle finde kollegiet”.

Hvad har du fået ud af opholdet?

”Jeg har lært Tyrkiet lidt at kende. Jeg har lært mennesker fra forskellige dele af verden at kende, folk jeg nok kommer til have kontakt med, efter min udvekslingsperiode er færdig”.