Josefine Kofoed Lassen læser leisure management på University College Absalon i Roskilde. Hun var på udveksling i Indonesien på Bali, og er netop nu i praktik i udvekslingsorganisationen GoBali, som hun var af sted med. Vi har spurgt hende, hvordan hendes udvekslingsophold var, og hvilke kompetencer fra sit udlandsophold hun nu tager med sig videre i f.eks. praktikforløbet herhjemme.

Udveksling på Bali

Hvad fik dig til at tage af sted?

Jeg har altid elsket at rejse, opleve og lære. Så når uddannelsen tillod et semester i udlandet, var jeg ikke i tvivl – jeg ville bare af sted. Valget faldt på Bali, da jeg var overbevist om, at en så anderledes kultur ville være ekstremt givende. Dertil har jeg altid været fascineret af lande, der tilbyder et andet klima, en anden levevis og helt andre forudsætninger for at skabe sig et liv. Derfor var det oplagt at vælge udveksling et sted som Bali. Her fik jeg simpelthen hele pakken.

 

Hvordan ansøgte du?

Ansøgningsprocessen til Udayana University på Bali er super simpel via GoBalis hjemmeside, hvilket klart var en fordel for mig. På ganske kort tid havde jeg uploadet diverse dokumenter og blev herefter optaget på få dage. På GoBalis hjemmeside kan man finde al den information, man behøver. Der står meget udførligt om, hvordan man ansøger, finder bolig, vælger fag etc. Alt i alt en dejlig nem proces, der gør hele udvekslingsræset en del mere overskueligt.

 

Var det besværligt? Er der noget, man bør være opmærksom på?

Min erfaring er, at det var meget ligetil at ansøge. Det hele foregår på engelsk og elektronisk, så det er noget, de fleste bør kunne mestre. Dertil er der så en masse praktiske detaljer, der skal være på plads som blandt andet: vaccinationer, flybilletter, visum, godkendelse fra ens uddannelsesinstitution, bolig og økonomi. For at få økonomien til at hænge sammen kan det være en god idé at søge legater. Der findes talrige danske hjemmesider, som giver en rigtig god introduktion til, hvordan man får lavet en god legatansøgning. Jeg modtog selv tre legater, hvilket var en stor økonomisk hjælp for mig.

 

Har det været skræmmende/overvældende, eller fik du hurtig en ny normal hverdag?

Jeg blev fra start af fuldstændig overvældet rent kulturelt. Det var en blanding af varmen, et sprog man ikke kender og en vanvittig anderledes kultur. Man kan ikke drikke vand fra hanen, internettet fungerer ikke altid helt optimalt, trafikken er kaos, maden er anderledes og hygiejnen er til tider tvivlsom. Men på trods af de store forskelle, adapterede jeg mig hurtigt de nye levevilkår. Så jo, det var bestemt overvældende i starten, men aldrig skræmmende og det hele værd!

 

Hvordan er menneskene der, hvor du er? Adskiller de sig fra danskerne? Hvis ja, hvorledes – og hvad skal man være opmærksom på?

Balineserne er det sødeste og mest venlige folkefærd, som jeg nogensinde har mødt. De er altid smilende og ekstremt åbne. Jeg var på et tidspunkt ude at løbe en tur og bliver stoppet af en kvinde, der har købt mig en flaske vand, fordi jeg så ud til at have det varmt. Det gjorde sindssygt stort indtryk på mig, at de er så opmærksomme på deres medmennesker. Flere af dem har udfordringer med engelsk, men taler det gerne. Det betyder at man får øvet sit engelske 24/7, og oveni hatten får man en forståelse for indonesisk, hvilket klart er en fordel og bestemt højner ens kulturforståelse. De er meget imødekommende og vil rigtig gerne lære noget om din kultur, traditioner, højtider m.m. De deler også rigtig gerne ud af deres traditioner, og du bliver også meget nemt inviteret med hjem at spise, til ceremoni eller til danseshow. I det hele taget er de meget nysgerrige mennesker, og hvis man møder dem med åbenhed, er der meget at lære.

 

Hvad er de mærkeligste traditioner, hvor du er?

Bali har generelt et hav af forskellige ceremonier og fester, da størstedelen lever i et religionsmix af hovedsageligt hinduisme med et strejf af budisme. Derfor foregår der ofte farverige fester, hvor de hylder/fejrer de forskellige guder. De har bl.a. Galungan og Kuningan festerne, som varer over nogle dage. Her fejrer de, at guderne kommer ned på jorden og ”renser” den for syndere. Den sidste dag tager guderne af sted igen og der afholdes kæmpe afskedsfest i ALLE byer. Det er et fantastisk syn, hvor mennesker, gader, huse og alt er dækket af de smukkeste udsmykninger. Derudover har de kremeringsceremonier, der på ingen måde minder om, hvad vi herhjemme kalder bisættelse. For dem er det en fest, fordi den pågældende person nu bliver genfødt, og derfor fejres dette også med dans og musik.

 

Hvad spiser man, hvor du er?

Den traditionelle balinesiske mad består af ris med tilbehør i form af stegte grøntsager i forskellige variationer og kylling. Enkelte familier spiser også hund, hvis det skal være rigtig fint. Dog tilbyder Bali alverdens mad, så faktisk kan man spise lige det, man ønsker. Mine allerbedste madoplevelser har jeg fået i løbet af mit udvekslingsophold på øen. Det kan klart anbefales at benytte Tripadvisor, som kan guide dig i retning af de allerbedste steder. Samtidig er det også muligt at havne helt tilfældigt i en lille afsides warung (streetkitchen), som serverer traditionel mad, der får din mund til at løbe i vand.

 

Hvordan bor du?

Jeg boede i en stor villa sammen med 5 andre piger, der alle var fra Tyskland. Vi havde hver vores eget værelse samt badeværelse, og delte dertil 2 køkkener, 2 stuer, en tagterrasse og en pool. Man kan bo sindssygt lækkert på Bali for den pris, som man normalvis betaler for en lejebolig i København. Vi boede ca. 15 minutters scooter kørsel fra universitetet, hvor vi alle fulgtes hver dag – det fungerede super godt!

 

Hvad var det bedste ved dit udvekslingsophold?

Den største gave har været at se verden i et nyt perspektiv. Jeg er vokset op i Danmark med europæiske standarder og mit verdensbillede var, helt naturligt, derefter. Derfor har det været fantastisk at opleve en kultur milevidt fra vores egen, en måde at leve på der er forbløffende og til tider chokerende, og en laissez-faire holdning til tid, som ofte dikterer det meste derhjemme.
Alt i alt har det bedste været, at jeg tog af sted! Jeg havde aldrig kunnet forestille mig, hvad det ville give mig. Jeg er ikke nødvendigvis blevet et bedre menneske, men jeg er blevet et større menneske. Forstået på den måde, at min horisont, min forståelse og mit syn på verden, er blevet så meget større. Desuden har Bali kunnet give mig et perfekt afbræk fra hverdagens trummerum derhjemme, samtidig med at jeg har holdt mit studie ved lige – det er altså ikke en dårlig ting lige at komme ud i verden, mærke sand under tæerne, vind i håret og gigantiske smil på sine læber, for derefter at vende hjem tusinde minder og oplevelser rigere.

 

Hvad tager du med dig hjem i dit praktikforløb?

Jeg er lige nu i praktik i virksomheden GoBali – altså dem jeg var af sted med. Dette kom på tale, da jeg oplevede at være den eneste dansker af sted NOGENSINDE. Dét faktum ville jeg gerne gøre noget ved, da jeg mener at alle fortjener at få muligheden for sådan et studieophold, som Bali gav mig. Derfor tilbød jeg ejerne af GoBali, at jeg kunne benytte min ulønnede praktik herhjemme til at forsøge at formgive en splinterny marketing strategi for dette udvekslingsprogram. Fordi jeg var af sted til Bali, har jeg nu en bedre forståelse for, hvordan man bedre kan tiltrække unge til at tage på udveksling. Det hjælper mig helt klart i min praktik.

Mine egne erfaringer fra Bali gør derfor, at jeg har en stor forståelse for de studerende, for de dilemmaer og problematikker, som nuværende ansøgere står i. Samtidig har jeg qua min uddannelse viden inden for markedsføring, projektledelse og kommunikation. Dette er redskaber, som jeg nu skal forvandle til praktisk kunnen. Jeg glæder mig helt vildt, og jeg håber, at 2018 og fremtiden vil bringe flere danske studerende med mod og lyst til at prøve kræfter med at tage til udlandet – f.eks. Bali.