Bliv frivillig med Det Europæiske Solidaritetskorps

Hvis du er mellem 18 og 30 år, kan du tilbringe fra to til tolv måneder i Danmark eller udlandet med at arbejde frivilligt i Det Europæiske Solidaritetskorps. Formålet med Det Europæiske Solidaritetskorps er at bringe unge sammen i et meningsfuldt europæisk samarbejde med henblik på at skabe et mere inkluderende europæisk samfund, støtte udsatte mennesker og løse samfundsmæssige udfordringer.

Som deltager i Det Europæiske Solidaritetskorps får du mulighed for at arbejde på inspirerende projekter med andre europæiske unge, og du styrker dine faglige og sociale kompetencer. Du får et tilskud fra EU som dækker udgifter til forberedelse, forsikring, kost og logi, lommepenge samt en del af rejseudgifterne. Der er en organisation i hjemlandet og en i værtslandet, der arbejder sammen om at sørge for dit ophold. Du får tilknyttet en mentor, der kan hjælpe dig med at løse problemer og sikre din læring i programmet. Du kommer på intro-kursus og midtvejs-kursus i værtslandet sammen med andre udenlandske volontører, så du hurtigt får et netværk og - måske - venner for livet.

Hvis du har interessen i at arbejde frivilligt i udlandet, men mangler inspiration kan du klikke dig ind på Den Europæiske Ungdomsportals database. Her kan finde en oversigt over, hvilke projekter der søger frivillige, samt få en idé om, hvilke kompetencer organisationerne efterspørger.

Se Mina Jafs historie som frivillig

Sådan gør du

Du kan finde mulige projekter ved at melde dig ind i Det Europæiske Solidaritetskorps portal. Når du har meldt dig ind, kan du søge på type af projekt, tidsperiode og land. Hvis du matcher organisationernes søgekriterier, kan du blive tilbudt en plads som frivillig på projektet. Hvis en organisation kontakter dig og tilbyder dig en stilling i deres projekt, er du ikke forpligtet til at acceptere tilbuddet. Det er altid din egen beslutning, om du vil deltage eller ej.

Læs mere om Det Europæiske Solidaritetskorps.

 

Hvis du vil vide noget om muligheder for frivilligt arbejde uden tilskud fra EU, kan du kigge på siden Frivilligt arbejde her på gribverden.dk eller på workingabroad.com