Den flamsktalende del
- Technical Secondary Education (Den tekniske linje) varer 4 år og svarer nærmest til den danske htx-uddannelse. Foruden almene fag som sprog, matematik, fysik og historie indeholder uddannelsen tekniske fag, som knytter sig til de forskellige brancher, f. eks. byggeri, industrielt design, miljøteknik, kost og ernæring. Uddannelsen giver adgang til videregående uddannelse og kvalificerer til at udøve et hånsværk.
- Vocational Secondary Education (Erhvervslinjen) varer 5 år og er den mere typiske praktisk orienterede flamske erhvervsuddannelse. Foruden almene fag som sprog, matematik, historie og geografi indeholder uddannelsen fag, som knytter sig til de forskellige brancher, f.eks. håndværks- og teknikfag, service, sundhed og ernæring. Uddannelsen giver ikke generel adgang til videregående uddannelse i Belgien, men kan give adgang til beslægtede videregående uddannelser.
Disse uddannelser foregår på skoler og indeholder ikke praktikophold, men derimod værksteds og laboratorieøvelser. Der findes en mulighed for at tage en praktikorienteret erhvervsuddannelse, men dette er ikke særligt udviklet i den flamsktalende del af Belgien.
Den fransktalende del
I den fransktalende del kan man tage en rent skolebaseret erhvervsuddannelse eller en praktikorienteret uddannelse, som er den mest udbredte.
Erhvervsuddannelserne varer generelt 4 år og kan tages ved:
- CEFAS – center for vekseluddannelser
- eller IFAPME - det wallonske center for små- og mellemstore virksomheders erhvervsuddannelser.
Praktik
Hvis du overvejer at tage hele eller dele af din egen praktiktid i udlandet, så læs afsnittet om praktik i udlandet for erhvervsuddannelser under afsnittet Grundskole, erhvervsuddannelse og ungdomsuddannelse.
Der optages mange udenlandske studerende på de belgiske universiteter hvert år.
Det akademiske år starter omkring 1. oktober og slutter sidst i juni måned. Året er delt op i 2 semestre både i Flandern og Vallonien.
Institutioner
Videregående uddannelse i Belgien foregår primært på universiteterne og på de erhvervsrettede Hogescholen (Flandern) og Hautes Écoles (Vallonien).
Universiteterne i Flandern er meget forskellige. Katholieke Universiteit Leuven (1425) er det ældste katolske universitet i verden. Universitet udbyder stort set alle traditionelle uddannelser. Universiteit Antwerpen - UA (University of Antwerp) er til gengæld et af de nyeste universiteter i Belgien, grundlagt i 2003.
På Hogescholen kan du enten tage en kort erhvervsrettet uddannelse på 3 år, f.eks. sygeplejerske, bibliotekar eller lærer i grundskolen, eller en længere uddannelse på 4-5 år, f.eks. ingeniør eller arkitekt. Uddannelser på Hogescholen kan sammenlignes med professionsbacheloruddannelser fra professionshøjskolerne i Danmark, selv om udbuddet af uddannelser kan være forskelligt.
Universiteter i Vallonien kaldes les universités complètes, da de udbyder alle de mest almindelige universitets-uddannelser inden for f.eks. litteratur, sprog, jura og medicin. Der findes andre universiteter i Vallonien, der udbyder færre uddannelser end les universités complètes.
Hautes Écoles i Vallonien omfatter alle øvrige uddannelsesinstitutioner, der udbyder videregående uddannelser. Her skelner man mellem de korte og de lange uddannelser. På de korte uddannelser kan du f.eks. læse til pædagog, socialrådgiver og sygeplejerske. På de lange uddannelser kan du bl.a. læse til ingeniør, økonom og gymnasielærer. Niveauet på de lange uddannelser svarer til universitetsniveau.
Grader på universitetsniveau efter 2004/05
Den flamsktalende del – Flandern
- Bachelor degree: et 3-årigt uddannelsesforløb (180 ECTS point). Undervisningen forgår ved universiteterne og Hogescholen (professional orientation)
- Advanced Bachelor programmes. 1 års studier oven på bacheloruddannelsen. Typisk specialisering i fagområdet.
- Professionally-oriented Bachelor programmes (professionsrettede bacheloruddannelser), varer 3 år (180 ECTS point) og er praksisrettede. De udbydes ved Hogescholen med henblik på selvstændig udøvelse af en profession eller et professionsområde.
- Master degree: 1-2 år (60/120 ECTS point) på baggrund af en Bachelor degree. Undervisningen forgår ved universiteterne og Hogescholen. Uddannelsen er forskningsbaseret og afsluttes med et speciale. Ofte kan man tage en 1-årig masteruddannelse og så en 1-årig advanced masteruddannelse oven på den første masteruddannelse (gegradueerde master eller master-na-master)
- Doctorate (ph.d.): minimum 2 år på baggrund af en belgisk masteruddannelse.
Den fransktalende del – Vallonien
- Diplôme de Bachelier: 3 år – 180 ECTS.
- Master: 1 eller 2 år – 60-120 ECTS.
- Grade de Docteur – 3 år oven på en masteruddannelse.
Ansøgning til de videregående uddannelser i Vallonien
Du skal sende din ansøgning direkte til den uddannelsesinstitution, du ønsker optagelse på.
Adgangskrav
For at søge optagelse på den videregående uddannelse i Vallonien skal du have din danske gymnasiale eksamen godkendt i undervisningsministeriets godkendelsesafdeling (service des équivalences). Ekspeditionstiden er 2-3 uger.
Sprogkundskaber
For at blive optaget på en videregående uddannelse i Vallonien skal du dokumentere, at du behersker fransk på et højt niveau.
Ansøgningsfrister
Oplysninger om ansøgningsfrister fås på de enkelte uddannelsesinstitutioner.
Du kan få mere information om optagelse på videregående uddannelser i Belgien hos belgium.be
Anerkendelse af udenlandske uddannelser i Danmark
Hvis du har afsluttet en offentligt anerkendt uddannelse i udlandet, kan du få den vurderet hos Styrelsen for Forskning og Uddannelse
Placeringen af EU's institutioner i Bruxelles har skabt mange arbejdspladser. Der er tale om job på forskellige niveauer. Konkurrencen om stillingerne er hård, og ansøgningsproceduren består af mange prøver og samtaler. Mange danskere arbejder i EU-Kommissionen eller Rådet.
Er du ved at afslutte dit studium eller netop blevet færdig, har du mulighed for at søge en stagiare-stilling i en EU-institution. En stagiare-stilling er en slags praktikantstilling, som typisk varer 5 måneder. Læs mere i artiklen om praktik i forbindelse med en videregående uddannelse.
Du kan få mere information om arbejde i EU-institutionerne hos EU's personaleorganisation EPSO.
Jobsøgning
Du kan få udbetalt dagpenge i 3 måneder, mens du søger job i Belgien. Se mere herom i artiklen Jobsøgning i udlandet under mappen Lønnet Arbejde.
Du kan få information om arbejde i Belgien hos EURES-vejlederne på landets Jobcentre.
Derudover kan du også søge på følgende jobdatabaser:
www.careerjet.be (flamsk)
www.optioncarriere.be (fransk)
Arbejds- og opholdstilladelse
Som EU-borger kan du frit opholde dig i op til 3 måneder i Belgien. Skal du opholde dig i landet i mere end 3 måneder, f.eks. i forbindelse med arbejde eller studie, skal du søge om opholdstilladelse. Se Dit Europa for mere information. Se også artiklen Visum, arbejds- og opholdstilladelse.
Indbyggertal: Ca. 10,2 mio.
Sprog: Fransk, flamsk, tysk.
Beskæftigelse:Ledigheden var på 8,5 % i 2014 (Eurostat).
Opholdstilladelse: Søges hos de lokale myndigheder.
Kilde: Wikipedia