Allan er 20 år gammel, og han gennemførte sit EVS-projekt i en lille by Alzira tæt på Valencia i Spanien fra den 3. september 2019 til den 15. Marts 2020. Han arbejdede som kontorassistent i den europæiske afdeling af Alziras kommune, hvor han var kontaktperson for de andre ESC-frivillige, udførte administrative opgaver og afholdte engelsk ”meet-ups”.

Hvad laver du til hverdag?
Før min ESC studerede jeg på Falkonergårdens Gymnasium, hvor jeg umiddelbart efter min afgangseksamen tog til Spanien. Efter min ESC er jeg begyndt at studere på Copenhagen Business School (Erhvervsøkonomi og projektledelse), og jeg er flyttet sammen med min kæreste Annina fra Østrig, som også var ESC-frivillig i Alzira.

Hvorfor valgte du at være frivillig?
Jeg har tidligere udført frivilligt arbejde på mit gymnasium i form af event management sammen med Frederiksberg Kommune og Frederiksberg Sundhedscenter, så jeg har altid syntes, at var fedt at arbejde frivilligt. Det er fedt at skabe noget meningsfuldt sammen med andre mennesker og også at se, hvor glade folk bliver, når de deltager i disse events.
Jeg synes også, at frivilligt arbejde samler nogle helt specielle og interessante folk, som jeg kan lærer meget af både rent teknisk men også menneskeligt.

Hvorfor Det Europæiske Solidaritetskorps?
ESC er simpelthen bare det suveræne tilbud for unge frivillige, og jeg har endnu ikke fundet andre alternativer, som kommer i nærheden af en så komplet pakke, som ESC tilbyder. Jeg kan stadig helt tydeligt huske den dag, hvor jeg hørte om ESC, og jeg kunne ikke tro mine egne ører, da jeg fandt ud af, at det var gratis for mig at deltage. I dag ville jeg betale mange penge for at få lov til at gennemføre endnu et ESC-projekt.
ESC er virkelig en fed måde at møde nye mennesker, udforske den lokale kultur og bare få en helt sindssyg oplevelse, som man ikke kan få selvom man er villig til at betale penge for.
Det helt unikke ved ESC er også, at du ikke bare tager et sted hen for at lave frivilligt arbejde – du ”rejser” ikke i den klassiske forstand, da rejse kan være noget ganske overfladisk. Du tager et sted hen for også at opleve kulturen, og du har ikke noget andet valg end at tilpasse dig. Det at skulle omsætte sig og sin egen rytme til den lokale kultur er en helt fantastisk oplevelse.

Hvad var den største oplevelse?
Den største oplevelse for mig, som før ESC havde boet hjemme i 19 år med meget faste rammer og en fast hverdag, var den fuldstændige frihed man havde, når man vågnede op. Det var helt op til en selv, hvad man ville lave, om man ville udforske de omkringliggende byer, møde nogle nye mennesker eller bare lære at lave mad. Det var helt op til en selv at bestemme. Det at flytte til et andet land, virker også i høj grad som et stærkt incitament til at prøve nye ting. Tavlen er vasket helt ren, og der er ikke nogle forventninger til, hvordan du bør være, eller hvilke ting du bør gøre. Du kan helt selv udforske din omverden og især dig selv.

Hvad var de største udfordringer?
De største udfordringer var helt tydeligt mine to bofæller, som var meget anderledes. Før jeg tog afsted til Spanien, sagde jeg til mig selv, at det at folk tænker anderledes, kun er noget, jeg kan lære af. Hvis folk gør noget anderledes, skal jeg se det som en berigelse af min horisont og ikke som en udfordring.
Men vi tre fra henholdsvis Danmark, Ukraine og Aserbajdsjan var virkelig forskellige, og der var en del konflikter omkring, hvordan man bor sammen i en lejlighed. Vi havde vidt forskellige tilgange og forventninger til ESC-projektet, og det førte i høj grad til konflikter i stedet for læringsmuligheder. Først til sidst i projektet nåede vi en form for neutralitet mellem hinanden, og på det tidspunkt havde vi allerede spildt alt for meget tid med at skændes.

Hvilken betydning havde Corona?
Corona forkortede mit projekt med 3 måneder. Vi havde muligheden for at blive i Spanien under den første bølge af Corona, men min kæreste og jeg valgte at tage hjem til Danmark. Vi havde også muligheden for at gennemføre de sidste tre måneder af vores projekt efter første bølge af Corona, hvilket nogle af de frivillige valgte. Jeg startede på universitetet i stedet for.

Hvilke ting skulle du have styr på, inden du tog af sted?
Det var overraskende lidt, som jeg skulle have styr på. Foruden at sende en ansøgning og være med i nogle interviews, skulle jeg egentlig kun pakke mine ting og så tage af sted. Min hosting organisation havde styr på alt med fly, afhentning, bolig, penge osv.

Ville du gøre noget anderledes på dit ophold, hvis du skulle af sted i dag?
Jeg ville havde brugt mere tid på at møde flere mennesker. Jeg kom meget tidligt i projektet sammen med min kæreste, og vi brugte meget af tiden sammen i stedet for også at møde nye mennesker.
Jeg ville også gerne havde brugt mindre tid på at skændes med mine bofæller og prøvet at forstå dem bedre.

Hvad har du fået ud af opholdet?
Det er svært at beskrive på skrift, men jeg har i hvert fald udvidet min horisont og er blevet mere tolerant overfor andre mennesker og kulturer. Det har givet mig et meget større perspektiv på andre kulturer, men især også et perspektiv på smålighed og selvoptagethed, som jeg synes hersker på Sjælland og i mit miljø. Ellers er jeg blevet mere ansvarsfuld og selvsikker, og jeg er egentlig også blevet et gladere og mere afklaret menneske. Og så har jeg lært at lave mad.