Dahlia blev frivillig i Spanien

Dahlia på 20 år rejste med Det Europæiske Solidaritetskorps til Santander i det nordlige Spanien i 10 måneder. Inden Corona, lavede hun kreative workshops med børn, og efter Corona hjalp hun blinde med indkøb og gåture.

Hvad laver du til hverdag?
Min hverdag inden jeg tog ud som frivillig lignede mange andre danske unges hverdag – gymnasium, fritidsaktivitet og være sammen med venner. Derudover havde jeg nogle småjobs som rengøringsdame. Min hverdag efter mit frivillig ophold ser meget anderledes ud end da jeg var frivillig og dengang jeg gik på gymnasiet. Jeg bor i Valencia, hvor jeg arbejder som au pair hos en familie. Så min hverdag går det meste af tiden med at passe to drenge på 5 og 7, og mens de er i skole bruger jeg min fritid på at tage kørekort, dyrke sport, spille guitar og derudover har jeg valgt at fortsætte det frivillige arbejde ved at hjælpe blinde i Valencia.

Hvorfor valgte du at være frivillig?
Jeg ville rigtig gerne ud og opleve verden, men jeg ville samtidig gerne udfordre mig selv, lære noget nyt og hjælpe mennesker der har brug for det. Så derfor var det oplagt for mig at rejse ud som frivillig. Jeg vidste allerede fra starten af min søgen efter et frivillig projekt, at jeg ikke havde lyst til at bruge en formue på at rejse af sted. Jeg ville gerne spare sammen til fremtiden, når jeg skulle studere. Derudover syntes jeg, at det lød virkelig fedt, at der ville være andre frivillige fra hele Europa, samt lande som Rusland, Serbien og Tyrkiet. Så derfor var ESC oplagt for mig.

Hvorfor valgte du netop den destination og det projekt?
Jeg har altid været fascineret af Spanien, den spanske kultur og sproget. Jeg valgte derfor kun at søge efter projekter i Spanien. Jeg vidste samtidig, at jeg gerne ville arbejde med mennesker, så da jeg fandt projektet og læste mere om det, vidste jeg, at det var det perfekte projekt for mig.

Hvad var den største oplevelse?
Den største oplevelse var helt klart at møde nye mennesker og skabe min egen lille internationale familie. Jeg var rigtig heldig, at jeg boede og arbejdede med de mest fantastiske mennesker man kan forestille sig. Så for mig var det ikke en specifik oplevelse, men generelt mit liv sammen med de mennesker jeg mødte og holder af.

Hvad var de største udfordringer?
Min største udfordring mens jeg var afsted må siges at være Covid. Jeg oplevede det selv på meget nært hold og det var hårdt at komme igennem, men sammen med min sending organisation, min host organisation og de andre frivillige kom vi igennem den hårde udfordring.

Hvilke ting skulle du have styr på, inden du tog af sted?
Inden jeg rejste af sted til Spanien skulle jeg have styr på en del praktiske ting. Blandt andet skulle jeg bestille flybillet, tjekke at mit pas og det blå EU-sygesikringskort ikke var udløbet, underskrive min kontrakt, læse om ESCs normer og regler, sørger for forskellige slags dokumentation og så selvfølgelig pakke mit liv ned i et par kufferter. Søgeprocessen for at finde et projekt som passer for dig, kan tage lang tid eller kort tid. For at søge projektet startede jeg med at melde mig ind i en såkaldt “sending organisation”, i mit tilfælde, Dansk ICYE, som jeg varmt kan anbefale. Jeg skulle selv sørge for at kigge inde på en hjemmeside over projekter og aktivt søge efter noget jeg kunne være interesseret i. Samtidig, når jeg var medlem af Dansk ICYE, sendte de e-mails med forskellige projekter rundt omkring fra organisationer som de samarbejder med. Det var en stor hjælp for mig at få sendt disse e-mails, da det var her jeg fandt mit projekt. Derudover var det også nemmere at blive valgt til netop mit projekt, da Dansk ICYE havde et samarbejde med organisationen i Spanien. Så alt i alt synes jeg at det var nemt at finde et projekt ved at melde sig ind i en sending organisation og samtidig selv være aktiv og kigge efter projekter online.

Ville du gøre noget anderledes på dit ophold, hvis du skulle af sted i dag?
Ja, der er nogle få ting jeg ville gøre anderledes. Jeg ville for eksempel gerne have været bedre til at finde aktiviteter og sociale forums i begyndelsen af mit ophold. Jeg fandt nemlig ud af utrolig mange muligheder for blandt andet tilbud for unge i slutningen af mit projekt, hvilket var rigtig ærgerligt, da det ville have været nogle oplagte muligheder for at møde nye mennesker, opleve den nye kultur og blive integreret i samfundet. En anden ting jeg gerne ville have gjort anderledes er at sige mere ja. Jeg ville gerne have været mere spontan og leve i øjeblikket, for man kan aldrig vide sig sikker på for eksempel en global pandemi.

Hvad har du fået ud af opholdet?
Jeg har lært utrolig mange ting på mit ophold. Jeg er blevet mere selvstændig og har fundet ud af, at jeg sagtens kan klare mig ude i verden. Jeg har lært at være mere åbensindet, mere tolerant for verden. Jeg har lært om forskellige kulturer og traditioner. Jeg har lært at selv små ting, som for eksempel at gå en tur med en blind person, kan gøre en kæmpe forskel. Mit ophold har virkelig ændret mig som person i en god retning. Jeg kom ud af min komfortzone og jeg har lært ting om mig selv jeg ikke vidste. Jeg vil meget gerne til udlandet igen. Jeg elsker det internationale miljø og det giver mig et kæmpe energiboost. Jeg har allerede planer om, at jeg gerne vil arbejde i et internationalt miljø fyldt med diversitet og mulighed for at lære nye kulturer og traditioner.