Arbejde i EU og resten af verden

Når du skal finde arbejde i udlandet, er der nogle ting, det er godt at have tjek på, inden du rykker teltpælene op og bestiller en flybillet.

• Dit uddannelsesbevis, den engelske version. Pas på med at sige/skrive, at du har en gymnasial uddannelse, for det kan have forskellige betydninger, alt efter hvilket land du søger i.

• Husk dine personlige papirer, dåbsattest etc. Som dansk statsborger skal du ikke have visum i EU-lande, men som oftest skal du have nogle papirer i orden for at få arbejde.

• Søg internationale firmaer. Det kan hjælpe dig sprogligt, hvis det ikke er et engelsktalende land.

• Lad være med at sammenligne din udenlandske løn med den danske. De kan ikke sammenlignes, da levestandarderne og skatteforholdene er forskellige.

• Undersøg hos SKAT, hvordan du skal betale skat. Det kan være en jungle, og derfor er det fornuftigt at ringe direkte til SKAT.

Det kan også være en god ide at undersøge, om der er et godt netværk for internationale borgere i landet. Det kan være ensomt at flytte til et nyt land – især alene – men hvis din arbejdsplads eller by har nogle initiativer, kan de gøre processen nemmere.

Du kan læse mere om at arbejde i udlandet på Den Europæiske Ungdomsportal.

Du behøver ikke visum eller arbejdstilladelse for at finde et job i EU. Til gengæld er det vigtigt, at du undersøger:

– Skatteforholdene
– Bolig i landet
– Registrering ved fast bopæl eller ophold i over tre måneder
– Sygesikring – det blå kort dækker kun begrænset og kun ved midlertidigt ophold
– Lønforhold

Du kan finde links til mange af disse ting under ”Information om lande”
Hvis du rejser uden for EU, er det vigtigt at være opmærksom på, om landene kræver visum, opholdstilladelse og arbejdstilladelse. På ”Information om lande” kan du finde links til information.