Martha på 26 var i 2016 til 2017 i Belgien i forbindelse med uddannelsen som civilingeniør i energiteknologi. Hun var af sted i to sammenhængende semestre.
Hvorfor valgte du at tage et semester på udveksling?
Min allerstørste motivation var, at jeg ville prøve noget nyt og få en god oplevelse. Selvom det er fedt at studere, så kan det også hurtigt blive en rutine, og jeg havde lyst til at ruske op i den rutine. Jeg var egentlig mest opsat på at få en fantastisk oplevelse, end jeg var opsat på at udvikle mig fagligt. Jeg tror på, at den faglige udvikling kommer helt naturligt, når man befinder sig på et nyt universitet, og derfor var mit fokus på at møde en masse nye mennesker fra hele verden.
Hvorfor valgte du netop den destination?
Jeg boede og gik på universitetet i Leuven, som er en stor universitetsby. Det tiltrak mig ret meget at bo et sted fyldt med andre studerende og særligt internationale studerende. Samtidig er byen overskuelig, og jeg kunne cykle rundt til alt. Det gør det også lidt hyggeligt, og det betød meget for mig.
Hvad var den største oplevelse?
Det største var helt sikkert at møde alle de mennesker, jeg mødte. Jeg har fået venner for livet på den tur, som jeg stadig rejser rundt og besøger her i 2020. Faktisk skal jeg blot om få dage til Tyskland og besøge en af mine gode venner fra opholdet.
Jeg var heldig, at jeg boede i en kollektiv med 8 andre mennesker, hvoraf 5 af dem var internationale. De mennesker blev ligesom en familie for mig, og der var stort at opleve, hvor 9 forskellige mennesker kunne mødes i et fællesskab og blive så tætte.
Hvad var de største udfordringer?
Det faglige niveau på universitetet var meget højt – langt højere end det, jeg var vant til hjemmefra. Vi var i skole omkring 7 timer hver dag og have samtidig enormt meget læsestof, så der var ikke så meget tid til oplevelser og indtryk, som jeg havde forventet. Selvfølgelig er det også fedt at få en masse fagligt med hjem i rygsækken, men for mig var det vigtigt med en balance, og udveksling er langt mere end det faglige alene, og det var en udfordring for mig at finde den balance.
Hvorfor valgte du et ekstra semester?
Jeg fandt ud af, at mine andre bofæller havde planer om at blive i Belgien i et ekstra semester. Derfor gjorde jeg det samme – det var for svært at sige farvel efter et halvt år. Desuden var det vigtigt for mig at afslutte opholdet sammen, når vi startede det sammen. Det betød også, at jeg fik endnu flere oplevelser med i rygsækken, men det betød også, at jeg blev forsinket et helt år i min uddannelse. Mens jeg var i Belgien og skulle følge de mange fag, var jeg samtidig nødt til at skrive min bacheloropgave til SDU, hvis jeg ikke skulle blive forsinket i min uddannelse. Arbejdsbyrden var for stor, og så ville jeg hellere udskyde min uddannelse – og det var det hele værd.
Hvilke ting skulle du have styr på, inden du tog af sted?
Økonomisk var det heldigvis nemt nok. Mine leveomkostninger var ikke dyrere end herhjemme i Danmark – udover at jeg skulle have lidt flere penge til at rejse rundt og opleve ting. Man får sin Su med sig, og det kunne jeg i princippet klare mig for. Men jeg fik selvfølgelig også Erasmus-legatet, som var super nemt at søge, og jeg fik det for begge semestre. Jeg skulle blot søge om det og tage en sprogtest før og efter opholdet, og så var jeg faktisk berettiget til det.
Hvad ville du gøre noget anderledes?
Det eneste, jeg havde styr på hjemmefra var økonomien, og min plads på universitetet. Jeg fortryder intet fra mit ophold, men jeg ville nok anbefale andre at undersøge universitetet lidt mere, inden de tog af sted. Det kan være smart at overveje, hvad man vil have ud af holdet, og så vælge et universitet ud fra det. Det er synd at vælge et af de sværeste universiteter, hvis den primære årsag til, at man rejser, er, at man vil opleve en masse og knytte en masse sociale forbindelser.
Derudover valgte jeg først at finde en bolig, da jeg var nede i byen. Jeg boede derfor på vandrehjem det første stykke tid, og dagen før studiestart fandt jeg en bolig.
Ville du gerne til udlandet igen med for eksempel arbejde?
Ja! Jeg rejser allerede meget i fritiden og besøger alle mine venner fra Belgien. Jeg skulle også have været på udveksling på min kandidat, men det kunne desværre ikke lade sig gøre alligevel. Jeg ville elske at arbejde og bosætte mig i udlandet, og det mod er kommet gennem min udveksling i Belgien.