OPU står for oplæring i udlandet (ordningen hed tidligere praktik i udlandet, PIU).
Ordningen giver danske elever/lærlinge på de grundlæggende erhvervsuddannelser, landbrugsuddannelser og social- og sundhedsuddannelser mulighed for at komme på oplæringsophold i udlandet. Hvert år benytter ca. 1.500 elever sig af ordningen og rejser til bl.a. Australien, USA, Tanzania og Tyskland. Et OPU-ophold kan foregå overalt i verden på nær i de lande, som Udenrigsministeriet fraråder rejse til af sikkerhedsmæssige årsager. Som elev kan du tage hele din oplæring eller blot dele af den i udlandet.
Dit OPU-ophold skal dog vare mindst én måned. Din erhvervsskole eller danske arbejdsgiver kan hjælpe dig med at få opholdet arrangeret. Først og fremmest skal du finde en oplæringsplads; dernæst skal du have godkendt opholdet, så det kan blive en del af din uddannelse. Du kan benytte dig af OPU-ordningen på to forskellige måder.
– Beskæftigelse i udlandet: Hvis du ikke har en dansk læreplads.
– Udstationering: Hvis du har en dansk læreplads.
På erhvervsskolerne er der OPU-vejledere, der kan hjælpe dig i gang, uanset hvilken måde du tager af sted på. Find din OPU-kordinator her.
Går du på en erhvervsuddannelse, har din skole mulighed for at søge Erasmus+ til tre forskellige områder.
Det første område giver mulighed for at sende dine undervisere, vejledere og andet på kurser rundt om i Europa.
Det andet område handler om samarbejdsprojekter, hvor deltagerne på tværs af lande grænser er med til at styrke erhvervsuddannelsessektoren. Det kan for eksempel ske via udveksling.
Det sidste område er praktik- og skoleophold. Formålet med at sende elever fra erhvervsrettede grund- og efteruddannelsesinstitutioner på praktik- eller skoleophold er at styrke elevernes faglige, sproglige og personlige kompetencer.
Det er muligt at søge om tilskud til følgende aktiviteter:
• Et kortere ophold på en erhvervsskole, ved en virksomhed eller relevant organisation (10-89 dage).
• Et længere ophold på en erhvervsskole, ved en virksomhed eller relevant organisation (90-365 dage).
• Deltagelse i internationale konkurrencer for elever i erhvervsuddannelse (1-10 dage).
Det er din skole, der skal søge om Erasmus+, og du har derfor ikke mulighed for at søge på egen hånd.