Tjekliste til dit udvekslingsophold

Når du skal på udveksling på en videregående uddannelse, kan de ske gennem et af din skoles partneruniversiteter eller du kan selv finde et universitet. Vi har lavet en tjekliste, du kan bruge, hvis du skal på udveksling.

• Undersøg, om din skole har partneruniversiteter, du kan søge.

• Undersøg, hvordan du søger. Din skole er som oftest en del af ansøgningsprocessen og skal indstille dig til en plads, hvis du skal på udveksling på et partneruniversitet.

• Tjek op på eventuelle karakterkrav. Oftest er der nogle destinationer, der er meget populære, og derfor kan der være krav om et bestemt gennemsnit.

• Når du har fået plads, skal du ansøge om fag. Fagene skal godkendes af din egen skole først. Sørg for at søge om godkendelse til rigeligt med fag, da det ikke er sikkert, at partneruniversitetet kan opfylde din førsteprioritet.

• Hold dig opdateret på information fra partneruniversitetet. Efter at du er indstillet til en plads, skal du oftest søge om officiel optagelse – dette er blot en formalitet.

• Hvis du selv finder et universitet, skal du søge om fuld merit hos din danske uddannelse. Dette sikrer dig, at du kan få din SU med på udveksling.

Det kan være en uoverskuelig proces at søge om udveksling, men der er heldigvis næsten altid hjælp at hente på din danske uddannelse ved en international koordinator eller gamle elever, der har været af sted.

Du kan også læse mere om udveksling på Den Europæiske Ungdomsportal

Oftest stillede spørgsmål

På Grib Verdens Facebookside kommer der ofte spørgsmål om at tage på udveksling. Herunder kan du se nogle af de mere generelle spørgsmål, der ofte bliver sendt til Grib Verdens Facebookside:

• Hvem skal jeg kontakte, hvis jeg vil på udveksling?
Det er altid en god ide at kontakte studievejledningen eller den internationale koordinator på dit studie først. Ofte findes der partneruniversiter, som du kan komme på udveksling ved, og ellers kan de give dig gode råd om, hvilke universiteter eller fag der giver mening at søge.

• Hvordan får jeg råd?
Når du skal på udveksling, kan du i næsten alle tilfælde få din SU med. Derudover kan du søge private legater eller tage et SU-lån.

• Kan jeg blive overflyttet til studiet i udlandet permanent?
Det er desværre ikke så nemt at blive overflyttet til et andet studie. Ofte har studiet i udlandet andre krav, rammer og pensum, som gør, at du ikke ”bare” kan blive der efter dit udvekslingsophold. Tager du en bachelor, er det muligt at søge ind på en kandidat i udlandet efterfølgende, og er du på udveksling i et af de nordiske lande, kan det være nemmere at blive overflyttet til studiet permanent.

• Hvordan finder jeg et sted at bo?
Det kan være en udfordring at finde et sted at bo – særligt hvis du sidder i Danmark. Derfor kan det være en god ide at rejse til landet i god tid og kigge på lejligheder, imens du bor på for eksempel et hostel.

• Skal jeg forsikres?
Hvis du er på udveksling i et land i EU, søger dit blå sygesikringskort for, at du kan blive behandlet på lige fod med landets egne borgere. Det kan dog være en ide at forsikre dig yderligere, da det blå sygesikringskort ikke dækker alle situationer.