Da Amalie tog til Kyoto for at tage sin oplæring som bygningssnedker, ventede der hende en hverdag fyldt med japansk håndværk, stærke fællesskaber og oplevelser, der satte dybe spor – både fagligt og personligt.
I december besluttede jeg mig for at søge en læreplads i Japan. Jeg sendte en mail til en virksomhed i Kyoto med en ansøgning, som min brors ven havde oversat til japansk. To uger senere modtog jeg en mail i min inbox. “Du kommer bare,” stod der på engelsk. Med en vis skepsis over, hvor let det hele gik, fik jeg visum og godkendelser på plads. Halvanden måned senere sad jeg spændt, forhåbningsfuld og en smule skrækslagen på et fly mod Japan.
Den første tid i Japan
Jeg tjekkede ind på et sharehouse hos en af min chefs venner og gjorde mig klar til min nye hverdag som bygningssnedker i Kyoto. I huset boede en japansk pige, og køkkenet fungerede som et samlingssted for et fællesskab af japanere. Der var altid liv i huset, og jeg deltog både i søndags-Mahjong og den månedlige vinsmagning. Selvom der kun blev talt japansk, fandt jeg alligevel glæde ved at være en del af fællesskabet.
Første dag på arbejdet blev jeg mødt af de venligste mennesker, der overraskende nok talte meget lidt engelsk, nogle slet intet. Men jeg klarede mig fint med kropssprog og Google Translate. Yamada Mokkou, et familieejet firma, føltes hurtigt som en familie. Min chef inviterede mig til en velkomstfest, hvor jeg skulle smage lokale delikatesser og jeg forsøgte mig med en lille takketale på japansk. De arrangerede ture for mig og byttede gerne arbejdsdage, så jeg kunne tage på eventyr. Jeg lærte dem om dansk kultur og inviterede dem til dansk frokost med hjemmelavet smørrebrød. Vi er stadig i kontakt, og min chefs datter drømmer nu om at studere i Danmark.
Japansk arbejdskultur og traditionelt håndværk
Arbejdskulturen i Japan var hård, men Yamada Mokkou havde gode forhold for sine ansatte med arbejdsdage fra kl. 8 til 17.15 og tre pauser. Min mester, Takeshi, sørgede altid for, at jeg følte mig tryg ved opgaverne, selv når maskinerne manglede de sikkerhedsforanstaltninger, jeg var vant til. Med hans hjælp lærte jeg nye metoder, som adskiller sig markant fra dem, jeg kendte fra Danmark.
Én særlig teknik, “Kigoroshi” – “at dræbe træet” – involverede at slå træet med en hammer for at lette samlingerne og derefter tilføre vand, så de blev helt tætte. Selvom den japanske arbejdskultur ofte er præget af en nul-fejl-tilgang, var atmosfæren på værkstedet afslappet, og mine kolleger var altid imødekommende og lette til latter.
Takeshi og jeg udviklede hurtigt et stærkt bånd trods den store sprogbarriere. Vi brugte pauserne på at drikke kaffe og tale om løst og fast, så godt vi kunne. Som tiden gik, og jeg havde vist mit værd, fik jeg sværere og mere interessante opgaver. En dag lavede vi indgangen til en ny urbutik i Kyoto, hvor jeg fik lov at lave både døren og udstillingsvinduet med fine detaljer som profilering og afrundede rammer. Da butikken åbnede, tog mester Takeshi og jeg dertil for at nyde vores flotte arbejde – det var en stor dag.
Livet udenfor arbejdet: Oplevelser og venskaber
Selvom jeg var glad for min arbejdsplads, indså jeg, at jeg havde brug for engelsktalende venner. Jeg besluttede mig for at deltage i et meetup på en café, hvilket var lidt grænseoverskridende. Her mødte jeg Kevin, en schweizisk PhD-studerende, som havde boet i Kyoto i et halvt år. Han introducerede mig til sit netværk, og kort efter mødte jeg derfor Anna, Christina og Kirstin til en soju-smagning. Vi udforskede det japanske byliv sammen og sang karaoke til den lyse morgen. De blev nogle af de venner, jeg sås med hver uge, og det var fantastisk at dele oplevelserne med dem.
Før jeg rejste fra Danmark, var jeg nervøs for at blive ensom, men det blev aldrig tilfældet, for de mennesker, jeg mødte, var så åbne og imødekommende. To gange tog vi på længere ture for at opleve Japans fantastiske kultur og natur – det smukkeste, jeg nogensinde har set.
Afsked med håb om gensyn
Efter fire måneder var det med tungt hjerte, at jeg måtte sige farvel til både min arbejdsplads og mine nye venner.
Min arbejdsplads arrangerede en afskedsmiddag, hvor mine danske forældre, der var kommet på besøg, også deltog. Vi gav dem gaver fra Danmark og fik dem til at smage dansk salmiak-lakrids, mens jeg viste mine forældre den gæstfrihed, jeg havde oplevet fra Yamada og hans familie.
Ved den sidste afsked gav min mester mig to af sine gamle høvle som symbol på vores samarbejde, og jeg gav ham min tommestok, som han havde været glad for at låne de sidste fire måneder. Det hele sluttede med et kram, en fældet tåre og et billede på min fars gamle analoge kamera. Det var en svær afsked, som jeg håber bliver til gensyn en dag.
