Menu
Amalie på 24 var i Litauen i 2020. Hun rejste af sted som frivillig med Det Europæiske Solidaritetskorps, hvor hun arbejdede på et psykosocialt epilepsicenter. I de 12 måneder hun var afsted, deltog Amalie i forskningsprojekter om epilepsi og planlægningen af daglige aktiviteter i centeret.
Hvad laver du til hverdag?
Før jeg rejste ud som frivillig læste jeg psykologi på SDU i Odense. Jeg var lige blevet færdig med min bachelor i sommeren 2019, og jeg var faktisk blevet optaget på kandidaten i psykologi. I sidste øjeblik ændrede jeg mine planer og valgte at rejse ud som frivillig. Lige nu er jeg lige kommet tilbage til Danmark.
Hvorfor valgte du at være frivillig?
Der var mange ting i det at være frivillig, som tiltalte mig. Jeg ville rigtig gerne sætte min energi og tid i noget betydningsfuldt, og samtidigt ville jeg arbejde med noget praktisk med relevans for mit studie. Efter at have studeret i tre år havde jeg brug for at komme væk fra studierne, læsning og teori. I stedet ville jeg gerne lave noget praktisk og kombinere dette med at rejse. Som frivillig kan du få lov til at rejse til et andet land, møde ny kulturer og arbejde i et projekt, du finder interessant.
Hvorfor valgte du netop den destination og det projekt?
For mig var projektet det vigtigste i forhold til valget om at være frivillig. Destinationen var egentlig lidt underordnet, så længe jeg kunne få lov til at rejse væk fra Danmark og få muligheden for at bo i et andet land. Jeg valgte mit projekt, da det lød rigtig spændende i projektbeskrivelsen. Jeg skypede med centeret, før jeg valgte dem endeligt. I Skypemødet var de rigtig imødekommende og fortalte meget om centeret, og de fortalte, at de var meget åbne for nye idéer og aktiviteter i centeret. Før jeg rejste af sted, vidste jeg næsten ingenting om Litauen. Det har været enormt givende og lærerigt at være i et land, som jeg ikke kendte meget til. Så jeg er meget glad for, at det blev Litauen.
Hvad var den største oplevelse?
Det er svært at skulle vælge én oplevelse. Men en stor ting af mit ophold er, at jeg mødte en masse fantastiske mennesker. Både centerets besøgende, mine kollegaer, internationale og lokale frivillige i Kaunas.
Hvad var de største udfordringer?
Sproget! Uden tvivl har det været en udfordring, men det har ikke været en hindring. I mit center snakkede ingen af de besøgende engelsk. Dertil mødte jeg mange mennesker på daglig basis i Litauen, der ikke talte eller forstod engelsk. I centeret fandt vi alligevel hurtigt et fællessprog med armfagter, ansigtsudtryk, gestikulationer og få litauiske gloser. Google Translate var også en stor hjælp, jeg ikke kunne have været foruden.
Hvilke ting skulle du have styr på, inden du tog af sted?
For mig synes jeg hele processen var ligetil, og der var hjælp og vejledning fra både min danske sende-organisation (ICYE), min litauiske koordinerede- organisation (A.C. Patria) og fra min vært-organisation (Epilepsi-centeret). Jeg fandt projektet på ESC-portalen. Efter at have skrevet til projektet kontaktede A.C. Patria mig. Det er den organisation i Kaunas, der har ansvaret for alle internationale frivillige. De satte mig i kontakt med Epilepsi-centeret. Efter jeg var blevet accepteret til projektet fandt jeg den danske organisation ICYE, som ville være min sende organisation. ICYE afholdt en før-afrejse camp, hvor de også forberedte os godt på vores ophold og svarede på eventuelle spørgsmål.
Hvad har du fået ud af opholdet?
Jeg har lært og erfaret en masse både personligt og fagligt. Jeg har fået en god idé om, hvad jeg vil i fremtiden. Desuden har jeg har lært en masse om forskellige kulturer både fra lokale i Litauen, men også af alle de internationale frivillige jeg var sammen med det sidste år. Jeg har mange mindeværdige oplevelser fra Litauen, som jeg ikke vil glemme. Jeg er sikker på dette år og ophold i Litauen vil have en stor indvirkning på, hvordan min fremtid kommer til at være.
