I april 2023 rejste jeg af sted til Armenien for at arbejde som frivillig for en nødhjælpsorganisation, Diaconia Charitable Fund. Det var et projekt jeg fandt gennem Det Europæiske Solidaritetskorps.
Armenien var meget ukendt for mig og jeg valgte ikke at have nogen forventninger til landet. Det viste sig at jeg ville blive fuldstændig forelsket i landet og i menneskerne, men også i mit projekt.
Mine arbejdsopgaver bestod i at pakke hjælpepakker med mad og andre nødvendigheder, dele dem ud i landsbyerne, tage billeder, skrive rapportere om de fattiges leveforhold og undervise i engelsk og i kunst. Det var altid spændende at tage til landsbyerne for at besøge dem, vi hjælper. Folk er meget fattige i Armenien, så de var altid meget taknemmelige, når vi kom med pakker til dem. Jeg oplevede at de fleste trods deres skæbne stadigvæk er meget glade, taknemmelig for det de har og kærlige overfor hinanden. Det var altid meget livsbekræftende. Det armenske folk er meget gæstfrit, så der var altid kaffe og chokolade til os, når vi kom. Det kan være de ikke har nok, men de har altid nok til deres gæster. Det er også noget jeg har taget til mig.
Diaconia Charitable Fund har bygget en landsby med omkring 65 huse, hvor familier kan bo gratis. Landsbyen hedder Håbets Landsby og det var der jeg gav engelsk- og kunstundervisning. Det var så sjovt at være sammen med mine elever og de lærte mig altid nogle ord på armensk. Så blev det lidt af en sprogudveksling. Børnene kunne godt lide at røre ved mit lange lyse hår. Det var et meget kærligt arbejdssted og jeg lærte virkelig hvor vigtig det er at vi hjælper hinanden.
Jeg fik vist, hvad definitionen på medmenneskelighed er.
Sammen med 15 andre frivillige fra Europa boede jeg i et slags kollegie. Det var mega sjovt og socialt. Tit lavede vi mad sammen, som vi kunne nyde i hinandens selskab. I hverdagen spillede vi Monopoly og Catan sammen eller sad og snakkede på vores sofa. Om fredagen tog vi i byen sammen og dansede på de armenske dansegulve indtil morgenstunden. Vi havde altid planer.
Det var første gang jeg skulle fejre jul uden min familie, men det var stadigvæk meget hyggeligt. Vi havde pyntet vores stue, forberedt nogle gaver og alle lavede lidt julemad fra deres hjemland. Jeg havde lavet risengrød. Det var meget specielt, fordi vi fejrede den 24. december men i Armenien fejrer de jul den 6. januar. Til deres jul tog jeg i kirke og deltog i kirkens arrangement. Om aftenen var jeg inviteret til mad hos en af mine kollegaer. Det er jo det gode ved at bo i et andet land, man lærer deres kultur og traditioner at kende.
Det er vigtigt at man deltager i deres traditioner og at man observerer deres kultur frem for at dømme den, selvom der måske er nogle ting der virker mærkelige eller anderledes.
I weekenderne tog jeg næsten altid på ture rundt i landet. Armenien har et bjergrigt landskab, så jeg tog tit på vandreture med nogle af mine venner. Naturen er gudesmuk og jeg bliver aldrig træt af synet af bjergene. Mange holder picnic undervejs og tit har jeg oplevet at folk har sagt at vi bare skal sætte os hen til dem. Så opstod der nye bekendtskaber og gode snakke. De er så åbne og gæstfrie.
Om sommeren badede vi i vandfald og ved den dejlige Sevan sø. Jeg har været i nationalparker og ved århundrede gamle kirker. Der er masser at se.
Armenien er virkelig en gemt perle.
Det er helt nostalgisk for mig, at sidde her i Danmark og skrive om min fantastiske oplevelse. Det var en kæmpe gave for mig, at jeg måtte bo i Armenien i et helt år og møde alle de dejlige mennesker, der nu er mine venner. Og så er Armenien også blevet mit hjem nummer to.
