Emilie på højskole i udlandet
Emilie var på højskoleophold i Vietnam på Højskolen Baobab. Her kombinerede hun hendes store rejselyst med hendes interesser inden for kommunikation, journalistik og sociale medier. Hvorfor
Emilie var på højskoleophold i Vietnam på Højskolen Baobab. Her kombinerede hun hendes store rejselyst med hendes interesser inden for kommunikation, journalistik og sociale medier.
Hvorfor valgte du at tage på højskole i udlandet?
Jeg valgte først og fremmest højskole i udlandet, fordi jeg altid har haft en kæmpe rejselyst. Jeg ville gerne langt væk fra Danmark og opleve en kultur, som er helt anderledes, end den vi kender. Desuden havde jeg et ønske om at være på én destination længere tid, frem for at rejse hurtigt igennem. På den måde følte jeg, jeg kom mere under huden på, i dette tilfælde, den vietnamesiske kultur. At jeg tilfældigvis faldt over Baobab, som netop kombinerede dette, med mine interesser indenfor kommunikation, journalistik og sociale medier, var blot til mit held.
Hvad var den største oplevelse?
Personligt synes jeg, den største oplevelse var det at prøve at bo i Vietnam og komme så dybt ind under huden på deres kultur, som vi gjorde. Eftersom vi fik undervisning i kommunikation, journalistik og sociale medier dernede, kom vi med en naturlig undersøgende tilgang til landet og dets kultur. Og landet er meget anderledes end, hvad vi er vant til, så der var mange spørgsmål, og det var generelt utrolig spændende at gå i dybden med.
Hvad var de største udfordringer?
Generelt er de fleste vietnamesere ikke synderligt gode til engelsk, så man kunne hurtigt støde ind i nogle sprogbarrierer. Desuden har landet et kommunistisk styre og ikke samme ytringsfrihed, som vi kender og er vant til herhjemme. Man skulle derfor træde lidt varsomt, når man kom med den undersøgende tilgang, som vi netop gjorde. Det kunne af samme grund også være svært at få folk til at åbne op. Og så er Vietnam jo bare et stort og flot land, og det er svært at nå at se alt det, man gerne vil.
Hvad har du fået ud af opholdet?
Jeg synes, jeg har fået utrolig meget ud af opholdet. Som sagt har jeg fået en indsigt i Vietnam og deres meget anderledes kultur, men derudover har jeg også fået utrolig mange oplevelser og venner for livet. Man bliver hurtigt meget tætte, når man rejser og oplever så meget sammen. Derudover har jeg lært en masse om kommunikation, journalistik og hele mediebranchen generelt, hvilket har hjulpet mig tættere på at finde ud af, hvad jeg vil fremadrettet.
Vil du gerne til udlandet igen med for eksempel arbejde eller i løbet af din uddannelse?
Jeg skal helt sikkert til udlandet igen. Jeg er ikke færdig med at rejse rundt og opleve en masse anderledes kulturer. Jeg kunne også sagtens forestille mig at tage et semester i udlandet, når jeg på et tidspunkt starter studie.
Var højskoleopholdet med til at forberede dig til din videre uddannelse?
Højskoleopholdet har helt klart været med til at forberede mig til min videre uddannelse. Først og fremmest har jeg på godt og ondt fået en indsigt og viden om mediebranchen, som jeg ikke i samme grad havde i forvejen. Derudover har underviserne givet os nogle værktøjer, som vi kan bruge til både ansøgninger, optagelsesprøver og i undervisningen, hvis vi er så heldige at komme ind. Sagt med andre ord, føler jeg mig bedre klædt på til at træde ind i en branche, der er utrolig spændende, men samtidig er kendt for alt være hård og konkurrencepræget.
Emilie var på højskoleophold i Vietnam på Højskolen Baobab. Her kombinerede hun hendes store rejselyst med hendes interesser inden for kommunikation, journalistik og sociale medier. Hvorfor
Frivillig med Det Europæiske Solidaritetskorps I 2019 til 2020 var Junaid på et ophold med Det Europæiske Solidaritetskorps (ESC) i Frankrig. Her boede han i regionen
Ved grænsen til Europa Simon var udvekslingsstuderende i et semester på et Universitet i Istanbul i Tyrkiet gennem Erasmus+. Her oplevede han både vigtigheden af WhatsApp,
Melissa på Højskolen Baobab Melissa Popp valgte at tage til Vietnam med Højskolen Baobab, som er en højskole der fokuserer på kommunikation, journalistik og medier. Hør
Liva og Idas DiscoverEU rejse Liva og Ida var nogle af de heldige, som fik et gratis interrailpass igennem DiscoverEU. De gik i gymnasiet sammen og
Ida Burkal går på 4. årgang på læreruddannelsen, og i efteråret 2018 var hun i praktik på Sir Thomas Fremantle School i Winslow, England sammen med