Ved grænsen til Europa

Simon var udvekslingsstuderende i et semester på et Universitet i Istanbul i Tyrkiet gennem Erasmus+. Her oplevede han både vigtigheden af WhatsApp, naturkatastrofer og Cappadocia. Alt dette og hans rejse kan I læse mere om herunder.

Med en kuffert fyldt til randen uden så meget som plads til en ekstra sok, rejste jeg i januar fra min hverdag på Syddansk Universitet til Tyrkiets hovedstad Istanbul for at tage et semester som udvekslingsstuderende i Istanbul med Erasmus+. Selv var jeg også fyldt til randen med forventningens glæde og en smule nervøsitet over jeg hvad nu skulle begive mig ud på. Mit kendskab til Tyrkiet var begrænset til charterferier og ungdomsrejser på landets sydkyst, og jeg havde aldrig før besøgt det ‘rigtige’ Tyrkiet. Jeg var forberedt på, at Istanbul var noget helt andet, og at mit semester ville være markant anderledes end at gå på universitet herhjemme, men selvom jeg havde indstillet mig på at være udvekslingsstuderende, tror jeg aldrig helt, at man kan forberede sig på alt det, som følger med ved at tage på udveksling.

Jeg ankom et par dage før jeg skulle starte på introduktionsugen, som universitetet havde planlagt for alle de nye udvekslingsstuderende. Allerede før jeg var taget fra Danmark, var andre studerende begyndt at skrive i en fælles WhatsApp-gruppe, som universitetet havde oprettet, om hvornår de ankom og om de var interesserede i at mødes. Ligesom mange ansatte på et kontor har e-mail som deres vigtigste værktøj i dagligdagen. Så har man som studerende på udveksling WhatsApp, som det vigtigste værktøj.

Jeg fik hurtigt sagt ja til at mødes med andre nye studerende i løbet af ugen, inden vi skulle starte på universitetet. Det er pudsigt, men der opstår en fælles mentalitet blandt udvekslingsstuderende om at sige ja til det meste. Det er som om, at tilbageholdenhed og forbehold pludselig ikke fylder så meget. Selvom man kunne fristes til at tro, at der mellem forskellige mennesker og nationaliteter ville opstå gnidninger og uvenskaber, er dette meget begrænset. Den dominerende mentalitet er, at alle skal være med, og sammen skal vi have oplevelser for livet.

Introduktionsugen viste sig at være en kort affære. Selvom jeg på forhånd havde mødt et par af de andre studerende, glædede jeg mig til at starte på universitetet og møde alle mine nye studiekammerater. Efter pausen efter det første fælles oplæg begyndte jeg at modtage beskeder hjemmefra. Min familie og venner spurgte, om jeg var okay, og om jeg kunne give lyd fra mig. Lidt forvirret over, at de var så interesserede i, hvordan introduktionsdagen gik, svarede jeg tilbage. Da vi igen blev samlet, gav universitetet os grunden til beskederne. Et voldsomt jordskælv havde ramt den sydlige del af Tyrkiet, nær grænsen til Syrien. Mange mennesker var gået bort eller havde fået deres hjem ødelagt. Millionbyen Gaziantep var nærmest blevet destrueret.
Naturkatastrofen kom til at påvirke resten af mit ophold i Istanbul. Dagen efter jordskælvet blev universitetet udskudt på ubestemt tid. I alt endte jeg først med at starte på universitetet en måned efter, jeg oprindeligt skulle. Selvom tiden var præget af en del usikkerhed, viste den fælles mentalitet sig igen. Jeg og et par andre Erasmus+-studerende valgte at bruge tiden på at rejse rundt i Tyrkiet. Jeg tænkte godt over, at jeg tog ud at rejse sammen med personer, jeg havde mødt ganske få dage forinden – noget anderledes end jeg nogensinde ville gøre hjemme i Danmark.

Start på hverdagen

Heldigvis blev semesteret ikke aflyst, og i marts fik jeg lov til at begynde på universitetet. Det er sjovt at tænke tilbage på, hvordan jeg glædede mig til at starte. En følelse jeg ikke har haft siden jeg begyndte på min bachelor. Semestret blev omdannet til en hybrid løsning, så studerende fra de jordskælvsramte områder kunne blive hos deres familie. Det gjorde, at klasserne ikke var så fyldte til undervisning, hvilket var lidt trist, når man kommer for at stifte bekendtskab med en ny kultur. Det fik jeg dog stadig rig mulighed for. Al undervisning foregik naturligvis på engelsk, men i løbet af den første uge undrede jeg mig meget over, at når de lokale studerende stillede et spørgsmål, startede de med at sige ‘Hocam’ (udtales Hojam). Det viste sig at være den korrekte måde at tiltale en professor på universitetet. Det jeg spurgte indtil det, fortalte mine professorer godt, at de havde synes, det var meget specielt, at jeg bare kaldte dem ved deres fornavn. De andre studerende havde også kigget lidt på mig de gange, jeg havde gjort det, men heldigvis havde de bare afskrevet det som kulturelle forskelle.

 

Inden jeg startede, havde jeg nok forventet, at niveauet ikke ville være det samme som i Danmark. Denne forventning blev hurtigt modbevist. De fleste af mine fag viste sig at have utrolig engagerede lærere, og arbejdsbyrden var meget lig, hvis ikke større, end den, jeg var vant til hjemmefra Danmark. Det er naturligvis ikke det bedste, når jeg som udvekslingsstuderende i højere grad kom for at få oplevelser og karakter uden for universitetet. I starten var det lidt svært at finde den rette balance, netop fordi jeg havde mentaliteten om at sige ja til det hele, men som semesteret skred frem, fandt jeg den balance, der passede til mig, hvor der både var plads til oplevelser uden at forsømme min uddannelse. Mine hverdage gik med at bruge halvdelen af dagen på at studere, mens den anden halvdel gik med at være social med de andre studerende. Det kunne være at se fodboldkampe på stadion, tage rundt i Istanbul som turist, spise på restaurant eller mødes på en af de utallige barer, som byen havde. Weekenderne var derimod præget af den rejselyst, som jeg kom med. Mange weekender blev brugt på weekendture rundt omkring i Tyrkiet. Under mit ophold besøgte jeg en stor del af Tyrkiet fra øst til vest. Sammen med forskellige medstuderende rejste jeg med natbus til Pamukkale, et område med hvide kalkstenterrasser, fløj indenrigs til Cappadocia, en dal hvor hundredvis af luftballoner lettede hver morgen ved daggry. Jeg besøgte gamle byer bygget af romerne, de strande jeg kendte fra mine charterrejser og andre storbyer i Tyrkiet, alt sammen fra fredag til søndag, hvor jeg ikke skulle på universitetet. Det sværeste var ikke at løbe tør for energi, når jeg kom tilbage til Istanbul sent søndag aften og havde en fuld uge på universitetet forude.

Hjemrejsen

Pludselig var min tid i Istanbul ved at synge på sidste vers. Tiden som Erasmus+-studerende føles anderledes end den gør hjemme. Selvom der på ingen tid var gået 5 måneder, var det som om, at det der var sket 2 uger tidligere, var en livstid siden og jeg kunne nogle gange få fornemmelsen af, at jeg havde kendt mine medstuderende en stor del af mit liv, selvom vi blot havde mødt hinanden et par måneder forinden. Dertil kommer den sværeste del af at være udvekslingsstuderende.

For selvom jeg til tider manglede energi, ikke tiltalte mine lærere korrekt, eller skulle stifte bekendtskab med det tyrkiske borgerservice for at søge om opholdstilladelse, var det sværeste helt sikkert at sige farvel til de andre studerende, som jeg havde tilbragt størstedelen af min tid med. Drypvis efter at semesteret var slut, forlod mine udenlandske venner Istanbul, hvilket betød, at der var daglige farvel-arrangementer, hvor vi delte minder og oplevelser med smil, latter og vemodighed. Løse aftaler om, at vi skulle ses igen, blev indgået på kryds og tværs, men de er svære at holde, når man pludselig vender tilbage til ‘virkeligheden’, og livet herhjemme igen går sin daglige gang. At dette er den sværeste del, tyder dog på, at det er noget helt unikt at tage af sted, og et brændende ønske om, at det dog ikke bare kunne fortsætte lidt endnu, vidner om, at et semester hjemme på ingen måde kan måle sig med oplevelserne ved at tage et semester i udlandet, uanset hvorhenne det er.

Relaterede artikler

Simon på udveksling i Istanbul

Ved grænsen til Europa Simon var udvekslingsstuderende i et semester på et Universitet i Istanbul i Tyrkiet gennem Erasmus+. Her oplevede han både vigtigheden af WhatsApp,

Read More »

Melissa på Højskole

Melissa på Højskolen Baobab Melissa Popp valgte at tage  til Vietnam med Højskolen Baobab, som er en højskole der fokuserer på kommunikation, journalistik og medier. Hør

Read More »