Ida tog på udveksling med en funktionsnedsættelse

Ida drømte om at tage på udveksling som en del af sin bachelor, men efter en hjernerystelse og et piskesmæld lever hun med en funktionsnedsættelse og daglige senfølger, som kræver, at hun planlægger sin hverdag nøje. Derfor var det langt fra en selvfølge, at hun skulle tage et semester til udlandet. Alligevel besluttede hun sig for at undersøge, hvordan et udvekslingsophold kunne tilpasses hendes behov. Valget faldt på Charles University i Prag, hvor hun tog på Erasmus+-udveksling. I sin rejseberetning fortæller Ida om overvejelserne før afrejse, de valg og tilpasninger, der gjorde opholdet muligt, og om sine erfaringer med at være på udveksling med en funktionsnedsættelse.

Jeg har været på udveksling gennem mit studie. Det lyder som en relativt normal bedrift, men for mig var det en kæmpe overvindelse.

I 2021 faldt jeg på rulleskøjter og knaldede baghovedet ned i fliseunderlaget under mig. Jeg pådrog mig en hjernerystelse og et piskesmæld. I et år lå jeg sygemeldt fra mit studie, og jeg døjer stadig dagligt med senfølger, herunder posttraumatisk hovedpine og migræne. Min hverdag på studiet i Dansk på Københavns Universitet er nøje planlagt omkring senfølgerne: mange, små pauser i løbet af en studiedag, fysisk genoptræning og benhård afvejning af mit sociale liv. 

Derfor virkede udvekslingseventyret som et uoverstigeligt bjerg. Min hverdag føltes i forvejen som et skrøbeligt korthus, og hvis jeg skulle transportere det ud over landets grænser, var jeg bange for, at det ville brase sammen.

Helt konkret var jeg bekymret for, om jeg ville have kognitive udfordringer ved at blive undervist på engelsk, og jeg var nervøs for at skulle forklare mit lave energiniveau til en masse nye mennesker. Ville jeg have energi nok til at danne venskaber, samtidig med at navigere i en helt ny by og boligsituation?

Når man får en funktionsnedsættelse, oplever man sit gamle jeg smuldre mellem hænderne på én. Mange af de aktiviteter jeg førhen nød, og som jeg identificerede mig med, kan jeg ikke længere deltage i. Selve det ikke at være herre over, hvad man vil bruge sin tid på, fordi et migræneanfald kan opstå uforvarende, fører til et tab af personlig agens.  Jeg har altid gerne ville på udveksling, allerhelst i Paris. Var jeg virkelig nødt til at opgive endnu en af mange drømme?

Da ansøgningsfristen for udvekslingsophold begyndte at nærme sig, gik jeg derfor til min SPS (SpecialPædagogisk Støtte) – vejleder med problemstillingen.

Hun spurgte mig på sokratisk vis hvorfor jeg gerne ville på udveksling. Det irriterede mig. For hvorfor vil nogen i det hele taget på udveksling? Til det må svaret da være: jamen hvorfor egentlig ikke? For man går jo ikke til udveksling med et konkret formål, det er selve oplevelsens uvished, der er tillokkende. Uanset om man er normalfungerende eller ej, så er udveksling både dyrt og bøvlet. Alligevel tager tusindvis af KU-studerende hvert år på udveksling fordi, why not?

Hendes spørgsmål fik mig til at føle, at man med en nedsat funktion burde have et stærkt argument for at ansøge. En god grund eller et formål, der kunne retfærdiggøre at påtage sig den ekstra stress, som udvekslingsopholdet ville medføre.

Men selvom jeg har en funktionsnedsættelse, vil jeg gerne leve et liv, drevet af lyst og drømme. Derfor besluttede jeg at give det et forsøg.  

Hvis man skal spise en elefant, må man som bekendt gribe det an én bid ad gangen. Jeg tog skeen i den anden hånd og begyndte.

Min strategi var todelt. For det første vedtog jeg med mig selv, at jeg til hver en tid måtte bakke ud. Det skulle ikke være et succeskriterium at komme afsted og gennemføre opholdet. Forsøget var selve målet. For det andet ville jeg gøre det hele så nemt som muligt.

Jeg valgte min destination med omhu. Jeg var fast besluttet på at vælge et EU-land, fordi man dermed automatisk får tildelt Erasmuslegatet. Ingen stress med at søge fonde. Som funktionsnedsat får man desuden et Fewer Opportunities– tillæg. Flere penge på lommen ville gøre det hele meget nemmere.

Drømmen om Paris måtte jeg skyde ned. Det ville være for stor en udfordring, da undervisningen på værtsuniversitetet hovedsageligt foregår på nationalsproget.

Det samme gælder for lande som Spanien, Portugal og Italien. På de hollandske universiteter kunne jeg se, at mange af kurserne var på engelsk, men advarsler om boligkrise i Amsterdam afskrækkede mig.

Jeg besluttede at se nærmere på de østeuropæiske lande, hvor leveomkostningerne også er lavere end herhjemme. Valget faldt således på Charles University i Prag.

Da jeg aldrig havde været i Prag, tog jeg derned på en forlænget weekend for at fornemme byen. Det gav mig en ro at kende lidt til stedet, inden jeg lagde så meget arbejde i at flytte derned. Det blev mere konkret for mig, hvad det var, jeg arbejdede henimod.

I skrivende stund har jeg netop afsluttet mit semester i Prag.

I begyndelsen var det stressende at lære værtsuniversitetets systemer at kende. Dertil kom alle reglerne for meritoverførsel ved udveksling. En ægte kafkask oplevelse – og så endda i Prag!

Det krævede ekstra energi at danne nye venskaber med de andre Erasmusstuderende, men jeg voksede med opgaven og opdagede, at selvom de andre kunne gå i byen for at drikke øl flere dage i streg, og havde overskud til at tage på weekendture til andre byer, så delte vi alligevel nogle af de samme bekymringer – omend i forskelligt omfang.

Jeg kan nemlig konkludere, at utilstrækkelighedsfølelsen og frygten for at »udveksle« forkert hersker blandt alle Erasmus-studerende. Det er som en genoplivning af den spæde teenage-fomo. En ny by ligger åben, og man skal nå Det Hele.

Men ingen kan nå Det Hele, og med mine senfølger har jeg langt fra kunne udleve alt det, jeg gerne ville. Men vi funktionsnedsatte udvikler med årene en immunitet overfor fomo.

Når man tilpas mange gange er gået glip af fester og festivaler, så holder man til sidst op med at pine sig selv med tanken. Det er man nødt til.

Det er en god evne at have med sig på udveksling – såvel som i livet.

Dog må jeg erkende, at der med immuniteten kan følge bivirkninger: den kan dræbe den umiddelbare lyst til sjov og nye oplevelser.

Med mit forsøg ud i udvekslingseventyret fik jeg genoplivet lysten.

Mit ophold var lærerigt og på mange måder vidunderligt. Men det mest berigende ved det var faktisk den blotte beslutning om at sætte lysten i førersædet og forsøge at komme afsted.

Vi hylder normalvis kun dem, der får gennemført deres drømme som tiltænkt, men for os med kroniske smerter eller andre former for funktionsnedsættelser er det beundringsværdigt at blive ved med at drømme og at forsøge at få dem ført ud i livet. Nogle gange kan drømmene blive til noget, hvis man tilpasser dem lidt. Det vil jeg derfor opfordre enhver til at gøre. Justér hist og her, hvis det bringer dig tættere på en succesoplevelse med noget, som virker uoverkommeligt eller skræmmende, og ikke mindst anerkend dig selv for at forsøge.

Relaterede artikler