Stine var i Canada – havde aldrig rejst alene før

Stine Guldager, 23 år og antropologistuderende, var på udveksling i Canada på 6. semester i den lille provins Nova Scotia. Uden at kende særlig meget til Canada, boligsituationen i Nova Scotia og legatansøgninger, fortryder hun ikke et sekund, at hun tog af sted.

Hvorfor valgte du at tage på udveksling?
For mig var det en meget instinktiv beslutning at tage afsted på udveksling. Det var ikke noget jeg brugte meget tid på at tænke over – jeg vidste bare at det var en chance, jeg måtte gribe og en oplevelse, jeg ikke kunne gå glip af.
Jeg havde længe gerne ville besøge Canada af den simple årsag, at jeg simpelthen ikke vidste noget som helst om landet. Det eneste, jeg havde hørt om Canada, var de kolde temperaturer, den flotte natur, og en utrolig høflig befolkning. I ren og skær nysgerrighed for at lære mere om det mystiske land mod nord, besluttede jeg derfor at lede efter et universitet i Canada, så jeg kunne opleve landet og kulturen på egen krop. Heldigvis fandt jeg et universitet i Nova Scotia, som lød spændende og som  samtidig tilbød en masse interessante fag – derefter var det et nemt valg.

Hvad var den største oplevelse?
Det er svært at udvælge én oplevelse som den største, da jeg synes hele opholdet og livet som udvekslingsstudent generelt har været én stor oplevelse. Det er en helt særlig følelse at efterlade sin dagligdag i Danmark, og ankomme et sted hvor alt og alle omkring en er nyt og spændende. Ens vante rammer er væk, og det giver både mere frihed og tid til at være social med en masse andre internationale studerende og udforske det område, man er ankommet til. Så for mit vedkommende var den største oplevelse ved udveksling helt klart denne frihed til at lære nye mennesker at kende og opdage nye steder rundt omkring i Canada.

Hvad var de største udfordringer?
Før jeg tog på udveksling, havde jeg aldrig prøvet at rejse alene, eller for den sags skyld været væk fra Danmark i mere end et par uger af gangen. At skulle afsted på udveksling i fire måneder var derfor en stor omvæltning for mig, og inden jeg tog afsted tænkte jeg da også, at den største udfordring ville være, at skulle forlade Danmark og alle man kender i så lang tid. Så snart jeg ankom til Canada, glemte jeg imidlertid de fleste af mine bekymringer. Med en ny kultur, uddannelsessystem og mennesker at forholde mig til, havde jeg ikke tid til at tænke over, hvordan min hverdag havde ændret sig. I stedet var jeg allerede gået i gang med en ny hverdag med nye venner, nye vaner og nye forpligtelser – og det havde vist sig slet ikke at være en så stor udfordring, som jeg havde troet.
For mig var det derimod hele forarbejdet og tiden før selve udvekslingsopholdet, der endte med at være den største udfordring. Der ligger ofte en masse planlægning og bekymring forud for rejsen, som det er svært at få afløb for, før man kommer afsted og – i hvert fald for mit vedkommende – finder ud af at det hele ikke er så farligt, som man måske har gået og troet.

Hvilke ting skulle du have styr på, inden du tog af sted?
Når man først har fået plads på et universitet og fået godkendt sine fag, kommer der en masse praktiske ting man skal have styr på inden opholdet. Jeg valgte at starte med at få overblik over min økonomi, da legatansøgninger og anden økonomisk hjælp ofte er det, der tager længst tid at få styr på. Mange studier eller fakulteter har et legat, som man kan vælge at ansøge til, og som oftest er lettere at få tildelt end de legater, der uddeles af privat personer og firmaer. Jeg valgte som det eneste at søge Arts legatet, som tildeles studerende på min fakultet, og det var ikke en særlig krævende proces. Til gengæld var det heller ikke særlig mange penge, man fik tildelt, men jeg var glad for hvad jeg kunne få og samtidig heldig at have en god opsparing i ryggen. Hvis man gerne vil søge flere og større legater, kan jeg kun anbefale at man tager fat i ældre studerende eller andre man kender, som har været på udveksling, og spørger dem til råds. De har helt sikkert siddet i den samme situation, men har den fordel, at de er blevet en del erfaringer rigere siden.
Det var også denne taktik jeg brugte, da jeg skulle finde en bolig i Canada. Jeg følte mig lidt på bar bund i forhold til hvor jeg skulle begynde søgningen, så jeg spurgte mig til råds hos en ældre studerende, der året før havde været på udveksling i samme by og på samme universitet, som jeg skulle afsted til. Han anbefalede en række Facebook-sider, som enten havde en tilknytning til universitetet eller lokalområdet, og som indeholdte en masse opslag fra folk der søgte roommates, eller som fremlejede boliger og værelser. Efter et par dages søgning på de forskellige sider, var jeg heldig at få et værelse i et større hus, og priste mig lykkelig for det gode råd. Generelt er det min oplevelse, at man ikke skal være bleg for at spørge og række ud til de folk, man tænker kan sidde inde med relevant viden og erfaringer – de vil ofte hellere end gerne hjælpe, og deres råd ender som sagt tit med at være en stor hjælp!

Hvad ville du gøre noget anderledes?
I forhold til selve rejsen og opholdet er der ikke særlig meget jeg ville gøre anderledes. Jeg var rigtig glad for det sted jeg boede, de fag jeg havde valgt og de mennesker jeg mødte. Jeg ville derimod ønske, at jeg havde brugt mindre tid på at stresse over ansøgningsprocessen, legatansøgninger og lignende inden jeg tog afsted. Det ér en kompliceret proces, fordi der er så mange nye ting at forholde sig til undervejs, men man skal huske på at der er studerende, der gør det hvert år og for hvem det lykkes helt fint at komme afsted. Jeg tror i hvert fald, at det kunne have hjulpet mig sommetider at tage en dyb indånding og holde en pause fra de praktiske detaljer og planlægning og i stedet glæde mig over de fede oplevelser det vil føre til i den anden ende.

Hvad har du fået ud af opholdet?
Jeg har fået utrolig meget ud af mit udvekslingsophold. Nogle gange kan jeg ikke forstå, at det har været muligt at opleve og lære så meget på så forholdsvis kort tid. Der er ingen tvivl om, at det både har været en faglig og personlig udfordring at være på udveksling. I forhold til det faglige, har det virkelig overrasket mig, hvor meget jeg fik ud af undervisningen. Jeg havde fag i Canada, som jeg aldrig ville kunne have fundet på et dansk universitet, og som havde en helt anden undervisningsform og indgangsvinkel end jeg normalt er vant til. Det gjorde både, at jeg synes undervisningen var utrolig spændende, samtidig med at det skabte en dejlig afveksling fra resten af min uddannelse.
På det personlige plan, er især min selvstændighed og behov for tryghed blevet udfordret i mødet med en ny kultur og mange nye mennesker. I sidste ende har det dog kun medført, at jeg har lært mig selv bedre at kende. Jeg har lært at tilpasse mig en hel ny hverdag, at tage initiativ og være mere impulsiv, og så har jeg lært en masse dejlige mennesker at kende fra rundt omkring i verden.