Betty og Fie tog til Holland i praktik

Betty og Fie var begge PIU-elever i Blijdorp Zoo i Holland. I 6 måneder i 2021 stod de i lære som dyrepassere.

Hvorfor valgte I at tage til udlandet i praktik?
Betty: Det var for at forbedre mine chancer for at finde en endelig elevplads i Danmark. Som skp-elev får jeg en del erfaring med at passe dyr, men der er langt fra at arbejde i en lille zoo med en masse uerfarne skp-elever, til at arbejde ud i en større zoo med en masse uddannede kollegaer. Derudover tænkte jeg også at det kunne være interessant og prøve at arbejde, og bo i udlandet.
Fie: Jeg valgte at tage af sted for at lære noget nyt, og for at udvikle mig både personligt og fagligt. Jeg ønskede at få mere erfaring indenfor et specifikt område, og det var der mulighed for i Blijdorp Zoo, som er delt op i flere mindre afdelinger. Derudover har jeg gerne ville se hvordan man arbejder med og omkring dyre i andre lande.

Hvad var den største oplevelse?
Betty: Det at leve i et helt nyt land og opleve de små kulturforskelle. At mærke mig selv vokse som person, mens jeg var i nye omgivelser. Selvfølgelig havde jeg min bofælle at støtte mig op ad, men det var fantastisk at prøve og starte forfra et nyt sted uden nogen kontakter ellers.
Fie: Min største oplevelse var at få en masse ansvar, og arbejde på lige fod som de fuldtidsansatte der havde været der i flere år. Jeg har lært en masse og udviklet mig både personligt og socialt, og har samtidig fået lov til at arbejde med dyr, som er drømmejobbet for mig.

Hvad var de største udfordringer?
Betty: Det må være den sprogbarriere som man oplevede. Folk falder hurtigt tilbage i at tale deres modersprog, og sådan endte man nogle gange med at beskue en samtale som man 2 sekunder tidligere selv var en del af. Jeg oplevede også ofte at ny information var blevet noteret på hollandsk, måske nævnt til hele personalet, men kun på hollandsk, og folk glemte lidt at man ikke forstod sproget. Jeg synes dog ikke at det var så slemt igen. Det er i hvert fald ikke noget som holder mig tilbage fra at rejse ud igen.

En zoo-medarbejder i en sort skjorte med teksten "operaciones especiales" fodrer en gruppe kongepingviner i en stenet indendørs indhegning.

Hvilke ting skulle I have styr på, inden I tog af sted?
Betty: Jeg var så heldig at Fie allerede havde en lejlighed, sammen med hende jeg skulle tage over for. Jeg skulle sørge for at få underskrevet den nye kontrakt sammen med Fie, men ellers var der ikke mange ting som jeg skulle tage mig af. Fie kunne guide mig igennem at få mig tilmeldt som borger i Rotterdam og at få et DigID hvor man for eksempel kan betale regninger igennem, men regningerne betalte Fie for, og jeg overførte for den halve pris til hende. I Danmark stod jeg og var midt i at tage mit kørekort, som der først lige var blevet åbnet op for igen. Lock down havde sat det helt på pause fra slut december til start april, og nu stod jeg og skulle afsted til Holland. Min kørelærer fik trådt igennem at jeg skulle køre på glatbane inden jeg tog af sted, og så var der ellers styr på det.
Fie: Der var rigtig mange ting at skulle have styr på både inden afrejse og ved ankomst. Først og fremmest var der en masse papirer og kontrakter som skulle skrives under. Derefter skulle der findes transport og bolig. Ved ankomsten skulle vi finde ud af hvordan man fx fik et rejsekort til offentligt transport og hvordan man oprettet et Nem ID og blev registreret hos borgerservice, så man kunne betale sine regninger. Der skulle også være styr på sundhedsforsikring, rejseforsikring og indboforsikring.

Et bybillede, der viser en moderne skråstagsbro og skyskrabere i baggrunden, med en park med spirende træer i forgrunden under en klar blå himmel.

Ville I gøre noget anderledes?
Betty: Jeg ville gerne ha oplevet mere af landet mens jeg var der. Jeg synes at jeg fik oplevet en lille portion af landet, men jeg ville ønsket at jeg havde fået set endnu mere mens jeg stadig boede der.
Fie: Jeg ville gerne have set mere af landet og oplevet mere af kulturen. Desværre var det ikke muligt pga. Corona og nedlukningen, så jeg skal helt klart tilbage og se alle de ting jeg ikke fik set.


Vil I gerne til udlandet igen med for eksempel arbejde eller i jeres næste praktikker?
Betty: Absolut. Jeg vil meget gerne komme ud igen som PIU elev, og jeg kunne også godt se mig selv ende som fastansat i udlandet, hvis forholdene passer til det. Jeg er meget tilfreds med tanken om at blive i Danmark og arbejde her, men efter de 4 måneder i Holland, så er tanken om livet i udlandet blevet væsentlig mere lokkende.
Fie: Jeg ville meget gerne i praktik i udlandet igen. Udlandet har en masse ting at byde på, og jeg er bestemt ikke færdig med at lære.