Maria vandt 3. præmien i OPU-konkurrencen 2025 med sin historie.
Maria tog til Athen for at være i oplæring på et hospice for mennesker med alvorlige neurologiske sygdomme. Under opholdet fik hun erfaring med at arbejde i et sundhedssystem med andre rammer og ressourcer end i Danmark, og hun oplevede, hvordan kultur og arbejdsforhold påvirker plejen. Oplæringen gav hende både faglig indsigt og større selvstændighed.
Jeg rejste til Athen sammen med Ben fra min klasse, drevet af nysgerrighed, rejselyst og ønsket om at udfordre mig selv. Jeg ønskede at få en bredere forståelse for mit fag, men også for mig selv, mine styrker, grænser og ressourcer. At arbejde i et andet land gav en unik mulighed for at opleve, hvordan ressourcer, kultur og rammer påvirker pleje og menneskers livskvalitet.
Vi ankom til en stor lejlighed, kun til os, og allerede første dag gik vi op på en bjergtop med udsigt over byen (antal skridt den dag 27.000). Vi besøgte Hadrians Bibliotek og fandt vores kommende arbejdsplads, Hospice for Neuro‑Disability (Asylo Aniation), som siden 1893 har taget sig af mennesker med alvorlige neurologiske sygdomme, ofte uden familie. Her bor ca. 110 patienter, de fleste sengeliggende gennem mange år. Mange kom som 17-årige og var nu mellem 50-97 år. Som spædbørn eller lidt ældre var de blevet efterladt på børnehjem, lænket til senge og gemt af vejen fra omverdenen, inden de blev gamle nok til at kunne komme på Asylo Aniation, hvor de mærkede kærlighed og rehabilitering for første gang.
Selvom faciliteterne er begrænsede, er personalet venligt og omsorgsfuldt. Det er tydeligt, at stedet drives med hjertevarme og engagement, og det helt uden offentlig støtte, kun gennem donationer og velgørenhed.
Arbejdstiden lå mandag til torsdag fra kl. 9 til 14 (15), og varmen skulle man vænne sig til. Arbejdet var både fagligt og menneskeligt udfordrende. En del af personalet talte ikke engelsk, så vi brugte kropssprog og tegnsprog, og alligevel blev vi mødt med varme og imødekommenhed. Patienterne ønskede os omkring sig, og på trods af deres hårde liv udstrålede de en livsglæde uden lige. Det blev hurtigt tydeligt, at patienterne var hinandens familie. Personalet fortalte, at mange af dem ikke havde andre end dem, og derfor måtte de kompensere for den kærlighed, patienterne aldrig havde oplevet andre steder.
Mange procedurer levede ikke op til danske standarder. Der var fx ingen loftlifte, men manuelle forflytninger, genbrug af handsker og manglende skærmning af patienter. Personlig pleje foregik med kandevand og få klude, og alt dokumentation blev udført på papir. Jeg fulgte fysioterapeuterne, som brugte sansestimulering, massage og mekanisk cykling, for at aktivere selv de mest svækkede patienter. Jeg deltog i ernæringspleje via nasalsonde og observerede, hvordan patienter med modvilje blev motiveret til at spise, nogle gange på måder, der ikke ville være acceptable i Danmark.
Et mindeværdigt eksempel var en 97-årig, dement, sengeliggende patient uden sprog. Fysioterapeuterne stimulerede hendes ben på en cykelmaskine, mens kollegaen masserede skuldre, arme og ryg. Selv om hun flere gange faldt i søvn, blev hun fysisk og følelsesmæssigt aktiveret og hun kvitterede med et lille smil. Disse små handlinger viste mig, hvor meget sansestimulering og nærvær kan betyde, når ressourcerne er begrænsede.
Vi oplevede også glæden uden for hospice. En stor oplevelse var turen til handicapstranden, hvor fem patienter ad gangen fik “frihed” og bevægelse i vandet, en påmindelse om, hvor vigtig livskvalitet og sociale oplevelser er. Turene blev arrangeret fast hver tirsdag og fredag, og glæden hos patienterne, deres smil og energi, var smittende. Vi tog også selv en sejltur til Agistri, hvor roen, det klare vand og den smukke natur stod i skarp kontrast til byens travlhed.
Et højdepunkt i arbejdet var, da Ben og jeg lavede en rapport om hygiejneproblemer. Rapporten blev taget meget alvorligt af vores kontaktperson. Personalet begyndte at skifte handsker, en specialist i mund- og tandpleje blev ansat, og nogle patienter blev indlagt til behandling. Der blev også arrangeret workshops for personalet i korrekt hygiejne. At se, hvordan vores forslag førte til konkrete forbedringer, var meget tilfredsstillende og bekræftede vigtigheden af observation, dokumentation og faglig sparring
Udover arbejdet oplevede vi Athen og lokal kultur, både de smukke historiske steder og barske realiteter som de hjemløse på gaden. Byens historie og arkitektur gjorde indtryk. Akropolis tårnede majestætisk over byen, mens Plakas smalle gader med farverige bygninger og små tavernaer indbød til opdagelse. Vi smagte græske specialiteter som souvlaki og moussaka, oplevede små markeder, og mødte lokalbefolkningen, der var både venlige og imødekommende. Selv transporten blev et eventyr, med metro, busser og scootere, der susede gennem smalle gader.
Opholdet har været enormt lærerigt, både fagligt og personligt. Oplevelsen har givet os et helt nyt perspektiv på, hvor stor betydning rammer og ressourcer har for pleje og værdighed, og hvor meget hjertevarme kan kompensere, når midlerne er små.
Jeg har fået indsigt i, hvordan kreativitet og omsorg kan kompensere for begrænsede midler, hvordan kommunikation og observation er afgørende i patientarbejde, og hvor meget små handlinger kan forbedre patienters trivsel. Samtidig har oplevelserne i byen, møder med mennesker og små eventyr uden for arbejdet styrket min selvstændighed, fleksibilitet og mod til at træde ud af komfortzonen.
Jeg vender hjem med faglig inspiration, stærke minder og venskaber for livet, og med en dybere forståelse af mig selv som fagperson, og med en kærlighed til Athen, dens kultur og menneskene, der gjorde oplæringsperioden uforglemmelig.
