Kristín vandt 2. præmien i OPU-konkurrencen 2025 med sin historie.
En spontan mail førte Kristín hele vejen til Svalbard, hvor hun kom i oplæring hos en lokal guldsmed midt mellem isbjørne, permafrost og polarnætter. I den lille arktiske by Longyearbyen lærte hun nye håndværksteknikker, fandt inspiration i den rå natur og blev en del af et unikt, internationalt fællesskab. Opholdet gav hende ikke kun faglig udvikling, men også et særligt indblik i livet langt mod nord.
En gang var der en guldsmedelev, som tænkte “Måske der er en guldsmed i Svalbard” og sendte en mail til Gullsmed Marina Van Dijk uden høje forventninger om positivt svar. Men svaret var forbløffende: ”Tænk, efter 30 år er jeg faktisk begyndt at tænke på at få en lærling, og så skriver du. Så ja, jeg er interesseret!”.
Og nogle måneder senere var jeg så i Svalbard! Øgruppen, hvor vinteren kan føles som et uendeligt mørke og sommeren uendeligt lys. Hvor der hverken er træer, får eller køer, men hvor rensdyr vandrer rundt i byen og i nogle tilfælde også isbjørne. Det sidste sker dog heldigvis sjældent.
Jeg kunne næsten ikke tro det, da jeg var der. Jeg boede i Longyearbyen med ca. 1.600 indbyggere, heraf 50 % udlændinge, der kommer fra 50 forskellige lande. Byen er oprindeligt en kulmineby, men nu er det turismen, som holder byen kørende.
Jeg ankom ved afslutningen af mørketiden. På det tidspunkt kunne man endnu ikke se solen, men der var nogle timers dagslys og med lyset kom også kulden. Det koldeste, jeg oplevede var minus 32 grader. Mine øjenvipper begyndte at fryse på mindre end 10 min. Først d 8. marts, som også kaldes Soldagen, så vi solen og fejrede, som man gør, at den var tilbage.
Guldsmed Marina
Min læremester Marina er hollandsk, og vi fejrede hendes 30-års jubilæum, imens jeg var hos hende. Hun har en lille butik, som kun er åben, når hun er på værkstedet. Men det kan være når som helst på døgnet, da der ikke er nogen fast åbningstid, og hun også sælger sine smykker i andre butikker.
Jeg har selv overvejet, men været skeptisk ift. idéen om at åbne mit eget værksted en dag. Så det var meget hjælpsomt at se, at det kan fungere at drive en virksomhed sådan. Marina er meget social og jeg fik mødt flere af hendes venner både på værkstedet og til andre arrangementer. Indimellem drak vi vores “10 kaffe” sammen med hendes værkstedsnabo, og et par gange foregik det udenfor i minus 5-10 grader.
Isbjørn, isbjørn og flere isbjørne…
Jeg lærte hurtigt, at det ikke duede at sige “det der smykke med isbjørnen…”, fordi næsten alle smykkerne har minimum en isbjørn på! Jeg lærte nye metoder for at få forskellige overflader på metallet og fik øvet forskellige teknikker og loddemetoder. Jeg renoverede støb og lavede andre smykker fra bunden. En dag fik jeg en idé til en ny smykkemodel, men Marina var ikke overbevist om, om hun kunne lide den, men hun sagde så: “Prøv alligevel. Den bliver helt sikkert solgt, fordi isbjørne sælger!” Og så viste det sig heldigvis, at hun godt kunne lide den, da den var færdig.
Livet på Svalbard. En dans på roser?
Jeg havde længe ønsket at se Svalbard og forestillede mig, at det var et rent eventyr deroppe. Det viste det sig også at være for mig. Man kunne også sige, at det var en dans på roser. Men jeg og andre glemmer ofte, at roser har torne, og det har Svalbard også, især for de lokale.
Når man er elev eller turist og oplever alt det spændende og eventyrlige kan man nemt glemme, at de lokale skal få enderne til at hænge sammen, at de lever deres liv på godt og ondt som alle andre, men at nogle ting bare er vanskeligere så langt nordpå.
Er du fx meget syg, må du tage til dit hjemland, fordi sygehuset på Svalbard er begrænset, og du får ikke lov til at bo og benytte sygehusene på fastlandet i Norge, medmindre du er norsk statsborger eller har anden tilladelse til at bo der. I Svalbard kræver det ikke visum at bo. Men så er det til gengæld næsten umuligt at få et arbejde, hvis du har et barn, som har brug for ekstra hjælp, for der er ikke et system, der støtter op om den slags. Og kun de, som har boet i Svalbard meget længe, kan få en gravplads og kun til asken, da permafrosten ville trykke ligene op igen.
Udlændinge har mistet stemmeret, vandet er forurenet, fødevarer og husleje er dyrt, og det var først i år, at regler om mindsteløn blev gyldige. Det har alt sammen mindet mig om, hvor godt jeg selv og folk i Danmark har det. Men alle eksemplerne til trods, så er der folk, der har boet i Svalbard i langt over 30 år og trives. Langt de fleste er tilflyttere og ved, hvordan det er at være ny, og derfor er alle også meget inkluderende.
Af en så lille by at være så sker der virkelig også meget i Longyearbyen. Der er koncerter, to biografer, kunstneriske workshops og udstillinger, og så der er kunstnercafé en gang om måneden, som jeg har besøgt i min frokosttid. Marina syntes, det var en god måde for mig at møde andre på.
Fritid og natur
Longyearbyen har kun ca. 50 km med infrastruktur, så hvis du vil se noget mere end Longyearbyen, må du tage på gåtur, ski, hundeslæde, snescooter, båd eller ATV’er. Reglen i Svalbard er, at man ikke går mere end en kilometer uden for byen, uden at mindst en person har isbjørnbeskyttelse, dvs. gevær med, og det er ligegyldigt, hvordan du rejser.
Når man ikke har sine egne hunde, snescooter eller isbjørnbeskyttelse, så er eneste måde at tage med venner, som har eller tage på ture, som virksomheder tilbyder til turister. Og det er ikke billigt.
Marina har en hytte uden for byen, og som det er populært i Svalbard, tog hun mig med på hyttetur. Og herude i naturen blev det tydeligt, hvor Marina fik sin inspiration til sine smykker fra. Gletsjerne, blæsten i sneen og den akvamarinfarvede is. Jeg er meget taknemlig for, at jeg kunne arbejde hos hende i nogle måneder og med hjælp fra OPU-ordningen havde lidt ekstra muligheder. Jeg er også ret sikker på, at jeg på et eller andet tidspunkt vender tilbage.
“Jeg er måske ingen supermodel, men nu er jeg scootermodel”…
Jeg havde aldrig kørt snescooter, før jeg kom op til Svalbard. Men en aften så jeg, at en virksomhed ledte efter modeller til at tage med dem på en dagstur den næstkommende dag, for at få taget billeder til markedsføring for deres virksomhed. Og med en elevs favoritord: “Det var gratis”. Det var midt på ugen, men Marina sagde “Bliv med! Du kan jobbe det ind senere”. Og det blev så første gang, jeg så et isbjørnefodspor. Siden blev ’på scootertur’ min favorit måde at se Svalbard på.
