Kristian byggede både i USA

I 14 måneder stod Kristian Emdal i lære som bådebygger og boede på øen Marthas Vineyard i staten Massachusetts. På øen hvor jeg boede, ligger der et træskibsværft, hvor jeg stod i lære som bådebygger i 14 måneder. I 2 måneder var værftet lukket på grund af epidemien, men ellers var der fuld fart på restaureringer, reparationer og sågar nybygninger af traditionelle træbåde. Historisk set er USA’s nordøstlige kyst kendt for at have produceret et utal af træskibe fra hvalfangere til fragtskibe og senere lystyachter i særklasse.

“Du starter jo bare med at holde 
fast i den ene ende af et stykke
træ og så lige pludselig forstår du,
hvad det handler om”

Frisk fra erhvervsskolens hovedforløb havde jeg ikke meget erfaring, men det syntes ikke at bekymre min mester, som havde oplært et hav af unge mennesker, siden ham og hans makker startede værftet i 1980. “Du starter jo bare med at holde fast i den ene ende af et stykke træ og så lige pludselig forstår du hvad det handler om” sagde han.

Mine evner for det engelske sprog var såmænd fine nok, men at lære alle fagtermerne på engelsk var som at lære et helt nyt sprog. Det tog tid, og det var ærligt talt opad bakke nogle gange, når jeg stod i en situation, hvor jeg hverken vidste, hvad værktøjet hed eller hvordan det skulle bruges, men jeg havde 9 timer om dagen til at lære det, så det kom lidt efter lidt, og mine kollegaer var heldigvis tålmodige.

Øen er omtrent halvt så stor som Bornholm, og ligesom på Bornholm, er der et noget anderledes liv om sommeren end om vinteren. Om sommeren kom velhavende sommerhusejere til øen og forventede at deres fine træbåde lå klar til afgang, tilriggede og nylakeret. De fleste af bådene var designet og bygget på værftet, og mine kollegaer kendte dem derfor indgående fra køl til mast. For dem var det rutine. For mig var det meget specielt at arbejde med så mange unikke træbåde. Foråret og sommeren gik altså meget med vedligehold, men om efteråret og vinteren var der en anden fornemmelse af travlhed, hvor der blev fokuseret på mere langsigtede projekter. Der var adskillelige restaureringer i gang, og jeg havde fornøjelsen af at være med til at bygge en 42 fods gaffelrigget sloop. Egentlig var det en gennemrestaurering af en ‘Alden’ yacht fra 1931, men da projektet var færdigt, var alle områder af skibet blevet optimeret, og der var intet andet end kølen tilbage fra det originale skib. Kunden var yderst tilfreds og vandt sågar den årlige kapsejlads rundt om øen.

 

Epidemien gjorde det svært at komme ind på livet af folk, da alle naturligvis var meget påpasselige med at holde behørig afstand, iført masker dagen lang. Men oven i epidemien var der til gengæld også en temmelig kaotisk valgkamp i gang. Det var en intens tid, der frembragte stærke holdninger og fyldte meget i folks bevidsthed, hvilket gav et anderledes stærkt indtryk af en kultur, der er så sammensat og blandet som noget kan være

Mine kollegaer var gode mennesker, og deres faglige stolthed og dedikation var meget inspirerende. Jeg var den femte dansker, der arbejdede på værftet, og man kunne mærke, at den faglige respekt var gensidig. En af hundene på værftet var endda opkaldt efter den danske bådebygger Aage Nielsen, der migrerede til USA i 1930’erne og endte som en hædret designer i den amerikanske yacht-verden.

Set i retrospekt ville det nok have været lettere at stå i lære i Danmark først og dernæst udveksle med USA, men jeg havde, af flere årsager, allerede tilbragt en del tid i USA og tænkte derfor, at det nok skulle gå. Det gjorde det også, og jeg fortryder bestemt ikke. Men jeg ville gerne have haft mere viden med i bagagen om min egen kulturs håndværkstraditioner. Fordelen ved at rejse med et erhverv er jo, at man kan udveksle ideer og viden, og derved åbne en slags smutvej ind i kulturen, som ellers ikke ville have været der. Uanset hvad var det et særdeles lærerigt ophold, som gav mig erfaring med et særligt område af bådebyggererhvervet, og et indblik i lokale bådebyggertraditioner.

Flot udsigt til bådene