Martin var i praktik som dyrepasser

Martin Schwarz på 19 år er ved at uddanne sig til dyrepasser. Han har været i praktik i både England i 2018, Norge i 2019 og Holland i 2020 og stadig her i 2021. Opholdene blev blandt andet muliggjort af Erasmus og AUB.

Oplæring i udlandet (OPU) er det, der tidligere hed praktik i udlandet (PIU)

Hvorfor valgte du at tage til udlandet?
Jeg ville faktisk helst blive i Danmark til at starte med, men da jeg fik muligheden for at tage en måned til England i Paradis Park, tænkte jeg: Det skal jeg da gøre. Det var ret vanvittigt, for jeg havde kun én dag til at beslutte mig, lave papirarbejdet og finde et sted at bo. Men jeg gjorde det, fordi jeg gerne ville have noget mere erfaring, da jeg kun var 16 år, da jeg tog afsted første gang. Men hvorfor valgte jeg at tage til udlandet igen? Ja det gjorde jeg, fordi jeg havde en rigtig god oplevelse i England, så jeg var ikke bange for at gøre det igen, og efter mit andet ophold, synes jeg faktisk det var sjovt at se nye kulturer og lande, som man kan gå på opdagelse i.
England var kun en måneds praktik, så jeg var nødt til at finde et andet sted efter det – sådan er det desværre tit i udlandet, at de ikke altid tager en tilbage. Men nu har jeg i hvert fald en elevplads i Holland, hvor jeg har fået lov til at komme tilbage, som jeg er super glad for, fordi det virkelig er et dejligt sted.

Hvad var din største oplevelse?
Når man tager til udlandet, er der utrolig mange vilde oplevelser, man kommer til at have, men den bedste og største har nok været da jeg på min elevplads i Holland i Gaia Zoo på en helt almindelig arbejdsdag opdagede en virkelig stor bille, da jeg var ude og gå med min chef. Mange mennesker havde nok ikke tænkte mere over det, men jeg har en utrolig passion for naturen, så jeg måtte lige kigge en ekstra gang, og med det samme ser jeg, at det ikke er nogen almindelig stor bille. Det nemlig en Eremit (Osmoderma eremita), som er en kritisk truet art i Danmark og EU-beskyttet, men min chef genkendte den ikke, hvilket jeg syntes var underligt, da jeg ser hende som en, der har ret godt styr på det Hollandske flora og fauna – især når vi snakker om en af EU’s største og tungeste billearter. Men det viser sig at, der var god grund til, at hun ikke kendte den, fordi efter vi havde sendt nogle billeder af billen til nogle biologer, min chef kendte, viser det sig at Eremitten har været forsvundet i Holland i næsten 80 år. Det er altså ikke hver dag, man opdager det og især ikke i et land så lille og befolket som Holland, og for mig som naturnørd er det jo noget, man kun går og drømmer om kunne ske.

Hvad var de største udfordringer?
Det meste af det var rigtig godt, og det er selvfølgelig hårdt arbejde, men det jo også det, der gør det sjovt, men noget af de sværeste, jeg har oplevet var på et af de steder, jeg var, blev vi elever behandlet utroligt dårligt af en dyrepasser, og det er bare en rigtig svær situation at være i, fordi som elever tror man på og gør alt, hvad ens overordnede siger, så jeg gik faktisk rundt og havde det rigtig skidt over lang tid, fordi jeg hele tiden troede, det var min skyld. Det var først da en af de andre elever på stedet sagde til mig, at jeg blev behandlet rigtig dårligt at det gik op for mig. Det er virkelig hårdt at gå rundt med, når hele ens netværk sidder flere hundrede km væk, og ledelsen ikke gør noget ved det. Men det med netværket er også en ting, der er svært generelt, fordi man ikke kender andre end dem, man arbejde med. Så hele ens liv foregår næsten altid på ens elevplads i en eller anden forstand, så hvis man ikke trives, kan man ikke komme væk fra det. Så det er vigtigt, at man er glad for stedet.

Hvorfor valgte du udlandet frem for Danmark?
I starten, fordi der var en mulighed for at få en elevplads, og jeg havde ikke lyst til at sidde herhjemme og søge hele tiden, til jeg måske fik noget i Danmark. Men nu er det faktisk, fordi jeg virkelig elsker at være i udlandet. Man lærer nye sprog, man ser nye kulturer og får så mange oplevelser, man aldrig glemmer.

Hvilke ting skulle du have styr på, inden du tog af sted?
Jeg vil ikke fortælle det hele, for der er så mange ting, og det kommer lidt an på, hvordan man rejser. Men en ting man skal være sikker på er, at man har råd til det, for det koster mange penge at komme til udlandet, og især fordi mange praktiksteder næsten ingen løn giver, eller de giver kun kost og logi. Der er dog hjælp at hente – AUB er et utrolig godt sted, der kan hjælpe en med økonomisk støtte til alle mulige ting. Så er der Erasmus-legater, som er et legat hvor man få en sum penge til ens ophold. Begge ting kræver en hel masse underskrifter og papirer, der skal udfyldes, så det skal man sætte sig godt ind i. Der er normalt en person til stede på diverse skoler, der kan hjælpe en – jeg har selv fået utrolig meget hjælp af min PIU-lærer (udlandskoordinator). Noget, der også er rigtig godt at have styr på, er, om du er forsikret ordentligt, da det kan være et krav nogle steder, at du for eksempel skal have en sygeforsikring. En sidste ting er at, man har alle ens papirer på plads, for hvis man skal have løn og være i landet over længere tid, er det vigtig, at man bliver registret i landets systemer.

Ville du gerne til udlandet igen med for eksempel arbejde?
Ja helt klart, jeg elsker Danmark, men for mig er det ikke vigtigt, om det er det ene sted eller det andet. Det afhænger af, om der er et spændende sted eller projekt, som jeg får mulighed for at være med i. Det er faktisk det, der er vigtigt for mig.